Tidligere bandechef: Jeg vil ændre mit liv
Politiets "Operation Sundown" behandles i landsret. Anklager kræver seks udvist. Tre af dem er født i Danmark.
I alt seks mænd skal miste retten til at fortsætte tilværelsen på dansk jord, fordi de har været involveret i grov kriminalitet som medlemmer af banden Loyal To Familia.
Sådan lyder kravet fra anklagemyndigheden i Østre Landsret lørdag i en bandesag. Afpresning, narko, vold, våben og indbrud er blevet efterforsket af politiet under kodeordet ”Operation Sundown”.
De seks beder dog landsretten om frifindelse for påstanden om udvisning, og forud for afgørelsen hører nævninger og dommere om mændenes personlige forhold.
Flere af dem er eller har været i et exitprogram, kommer det frem. Blandt dem er en tidligere vicepræsident i den forbudte bandes afdeling i Køge.
- Jeg vil helt sikkert ændre mit liv fuldstændigt i den rigtige retning, finde et arbejde, siger den 29-årige mand.
Han er irakisk statsborger og kom til Danmark som 13-årig. Han er far til en datter på ni år.
Også en 28-årig tyrkisk statsborger, der er født og opvokset i Danmark, får ordet. I et års tid var han med i LTF, men er det ikke længere, fremgår det. En af anklagerne spørger, om han er villig til at gå ind på Blågårds Plads i København og fortælle, at han er ude af banden.
- Hvorfor skulle jeg det? Jeg er ude af LTF, svarer han.
Om en afghansk statsborger kommer det frem, at han aldrig har levet i landet, idet han blev født i Rusland. Med sine forældre kom han til Danmark som seksårig.
Fællesskab, loyalitet og forholdet til barndomsvenner har han angivet som årsager til, at han var med i banden. Også han er i et exitforløb. Håbet er at blive tømrer.
En 25-årig mand er en portugisisk statsborger, der er født i Danmark. Som lille dreng var han i fem år bortført af sin far til Libanon, oplyses det. Han kender intet til Portugal. Over for landsretten erklærer han, at det er slut med kriminelle aktiviteter.
- Jeg vil arbejde hvidt i stedet for sort, siger han om sine fremtidsplaner.
Da sagen oprindeligt blev behandlet af Retten i Roskilde, blev tre af de seks udvist. De øvrige tre kunne ikke udvises, fordi det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, lød det.
Men anklagemyndigheden forsøger altså at overbevise landsretten om at ændre dommen, så alle seks skal udvises. De tre er født i Danmark.
I sagen er i alt ni mænd tiltalt. Alle er fundet skyldige. Dommen ventes afsagt inden 14 dage.