Sundhedsstyrelsen: Alle danskere, der vil, kan være vaccineret i slutningen af juni
Sundhedsstyrelsen har netop fremlagt en såkaldt vaccinekalender, hvor styrelsen giver sit bud på, hvornår de forskellige grupper kan forvente at modtage vaccinen, såfremt de ønsker det.
Sundhedsstyrelsen har fredag løftet sløret for, at alle danskere, der ønsker det, kan være vaccineret i slutningen af juni - afhængig af vaccineleverancer. Det oplyses i en netop offentliggjort vaccinekalender, som bygger på en prognose fra styrelsen.
Mens Danmark fredag rundede 100.000 vaccinestik, sidder størstedelen af danskerne selvsagt fortsat og venter på, at der tikker en vaccineinvitation ind i e-boksen fra sundhedsmyndighederne.
Hidtil har Sundhedsstyrelsen offentliggjort 12 prioriterede grupper, hvor den første gruppe – personer på plejehjem – har stået først i køen til at få det ene af to vaccinationer mod coronavirus.
Men fredag har Sundhedsstyrelsen offentliggjort vaccinekalender, hvoraf det fremgår, på hvilket tidspunkt de forskellige grupper kan regne med at være vaccineret.
Se her, hvornår du kan forvente at blive vaccineret:
Her fremgår det, at styrelsen forventer at »alle personer, der er i særlig risiko, personale i sundheds- og plejesektoren samt samfundskritiske funktioner vil være blevet tilbudt vaccination inden april måned.«
Vaccinekalenderen skal ifølge styrelsen læses med forbehold, da det er usikkert, hvor mange vacciner Danmark vil modtage efter april.
EU offentliggjorde dog fredag, at unionen har indgået en ny aftale med vaccineproducenterne Pfizer og Biontech om levering af yderligere 300 mio. doser.
Det betyder, at Danmark får yderligere 3,9 mio. vaccinedoser, hvilket bringer det samlede dosisantal herhjemme op på 10,5 mio. doser, hvilket er nok til at vaccinere hele befolkningen.
Danmark påbegyndte vaccinationen af befolkningen den 27. december.