Uhyggelig rekord: Her er bekymringsgrænsen overskredet 55 gange
For mange klumper sig sammen i lejlighederne, lyder borgmesterens forklaring på den udbredte smitte i Ishøj.
Bekymringsgrænsen går ved 20 coronasmittede pr. 100.000 indbyggere.
Men i Ishøj er det såkaldte incidenstal på hele 1.102 - altså 55 gange så højt som det niveau, der giver anledning til panderynker blandt eksperterne.
Aktuelt er der blandt Ishøj Kommunes ca. 23.000 indbyggere 252 smittetilfælde. Dermed er den københavnske vestegnskommune suverænt den hårdest ramte kommune i Danmark.
Ballerup, København, Rødovre og Albertslund kommer på de følgende pladser med incidenstal på over 800 hver. Til sammenligning har Aarhus på 26. pladsen 532,4, Odense har 414,8 og Aalborg har aktuelt et incidenstal på 345,8 i den nyeste opgørelse fra Statens Serum Institut.
Hvad er din kommentar til det, borgmester Ole Bjørstorp?
»Det er et superhøjt tal. Det er det. Men jeg håber og tror, at vi kommer længere ned de kommende uger.«
Hvad bygger du optimsmen på?
»Jeg tror, at restriktionerne vil vise deres virkning.«
Er det også din erfaring fra forårets nedlukning. Da lå Ishøj jo også højt på listen?
»Jo, men dengang var tallene slet ikke så høje. Og da virkede restriktionerne også i takt med, at folk kom mere ud i den lyse årstid. Problemet lige nu er den mørke, våde og kolde årstid og ikke mindst den måde, som en stor del af vores borgere bor på. For mange klumper sig sammen.«
Ole Bjørstorp henviser til, at godt halvdelen af kommunens befolkning bor i lejlighedskomplekser, hvor især store indvandrerfamilier bor mange sammen. Dermed øges smitterisikoen.
Ishøj er den kommune i landet, hvor ikkevestlige indvandrere udgør den største andel af indbyggertallet. Allerede i foråret viste det sig, at smitten ifølge SSI's tal er mere udbredt i denne befolkningsgruppe sammenlignet med personer af dansk oprindelse.
Kan en forklaring være sprogproblemer. At budskaberne ikke bliver forstået af alle grupper?
»Nej, det tror jeg ikke på. Vi har gjort alt. Vi har holdt møder med de etniske foreninger, vi har holdt møder med de unge, vi har holdt møder med repræsentanter fra daginstitutioner, skoler og foreninger. Vi har udvekslet erfaringer med de øvrige vestegnskommuner i den særlige task force. Jeg synes, at vi har gjort, hvad man kunne forlange,« lyder det fra borgmesteren, der ikke vil afvise, at smitten kan være eksploderet, fordi for mange har været sløsede eller ligefrem trodset restriktionerne i form af manglende afstand, hygiejne og forsamlingsstørrelser.
»Jeg har ikke oplevet det personligt. Men det kan ikke afvises, at nogen ser stort på restriktionerne,« siger Ole Bjørstorp.
På landsplan er smittetallet ifølge SSI gået en smule tilbage. Fra lørdagens 3.285 smittetilfælde faldt det søndag til 2.828, hvor der på et døgn var foretaget 116.414 prøver. Dermed udgjorde positivprocenten 2,43.
Trods de lavere smittetal vil Torben Mogensen, formand for Lungefoeningen og speciallæge i anæstesi, endnu ikke glæde sig for meget.
»Jo flere af den slags tal, jo bedre ser det ud. Men jeg vil gemme min optimisme lidt, til vi har set flere tal,« siger han.