Cyklist blev påkørt af flugtbilist - mistænkt er anholdt
Under en politijagt fredag blev en cyklist påkørt af en bilist, som flygtede fra ulykkesstedet i Brabrand.
Politiet har lørdag anholdt en formodet flugtbilist fra et færdselsuheld i Aarhus-bydelen Brabrand, hvor en cyklist fredag aften blev påkørt.
Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus søndag klokken 9.
Påkørslen skete på Edwin Rahrs Vej ved Åby Ringvej i det vestlige Aarhus under en biljagt, hvor bilisten var på flugt fra politiet.
Cyklisten slap med livet i behold og blev bragt til skadestuen.
Bilisten stak af fra stedet.
- I forbindelse med det alvorlige færdselsuheld i går i Brabrand har Østjyllands Politi i dag klokken 09.23 fortaget anholdelse af en mistænkt, skriver politikredsen i et opslag på Twitter.
Politiet ønsker foreløbig ikke at fortælle yderligere om sagen.
Som altid når personer kommer til skade i forbindelse med politiets arbejde, skal sagen undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Det sker også i denne sag.
- Undersøgelsen varetages nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvorfor vi ikke længere kan udtale os i sagen, lød det fredag fra politiet.