Fortsæt til indhold
Indland

Det var en klokkeklar fejl, at Peter Madsen blev placeret i Herstedvester Fængsel

Forbundet, der repræsenterer civilt ansatte i landets fængsler, bifalder Justitsministeriets og Kriminalforsorgens erkendelse af, at Peter Madsen fejlagtigt blev placeret i Herstedvester Fængsel.

Det giver anledning til tilfredshed hos Kriminalforsorgsforeningen, at der nu bliver strammet ekstra op på sikkerheden i Herstedvester Fængsel, efter livstidsdømte Peter Madsen i oktober forsøgte at flygte fra fængslet.

Det siger John Hatting, formand i Kriminalforsorgsforeningen. Af en redegørelse fra Justitsministeriet, offentliggjort mandag, fremgår det, at der på en række områder vil blive strammet op. Samtidig erkender Kriminalforsorgen og Justitsministeriet, at det var en fejl at placere Peter Madsen i Herstedvester Fængsel.

»Jeg tænker faktisk, at det er en rigtig god kombination af tiltag og en fornuftig håndtering,« siger John Hatting.

Justitsminister Nick Hækkerup udtalte mandag i en pressemeddelelse, at der er »tydeligt behov for akutte sikkerhedstiltag« i Herstedvester Fængsel. Derfor skal indsatte nu bære deres ejendele i gennemsigtige poser, og der skal skrues op for videoovervågning i fængslet.

Op til sin flugt har Peter Madsen kunnet gå rundt i fængslet med en rygsæk, haft adgang til et uovervåget værksted og har kunnet gå uledsaget til psykologsamtaler. Om morgenen den 20. oktober truede Peter Madsen i forbindelse med flugtforsøget en psykolog i fængslet med, at han havde en bombe på sig.

»Nu bliver indsatte ledsaget til den type samtale. Kombineret med, at adgangen til flere områder, herunder administrative områder og ind- og udgangsområder bliver fulgt op med flere adgangskontroller, så tænker jeg faktisk, at det er en passende reaktion, som ministeren og Kriminalforsorgen har vist,« siger John Hatting.

»De går ikke i panik med de her løsninger, men de erkender, at der har været begået fejl,« siger John Hatting.

I pressemeddelelsen sagde Nick Hækkerup, at der efter redegørelsen står »klart, at den indsatte slet ikke burde have været placeret i Herstedvester Fængsel.«

Den vurdering er John Hatting enig i. Faktisk var det en vurdering, Hatting allerede selv kom med i forbindelse med Peter Madsens flugtforsøg.

»Helt overordnet kan vi jo se, at Peter Madsen aldrig skulle have været placeret i Herstedvester Fængsel. Det var både jeg og andre ude at sige, den dag han forsøgte at flygte, at det var højst sandsynligt en fejlplacering. Og nu fremgår det også af redegørelsen,« siger John Hatting, formand i Kriminalforsorgsforeningen, der repræsenterer civilt ansatte i landets fængsler.

Ifølge John Hatting foretager Kriminalforsorgen en række vurderinger af en straffefange, før der tages stilling til, i hvilken type fængsel vedkommende kan indsættes. Her skal blandt andet potentialet og viljen til at gennemføre en flugt fra det pågældende fængsel inddrages.

»Det er jo helt tydeligt, at Peter Madsen havde både evnen, viljen og kapaciteten til at flygte, og derfor var vurderingen af ham helt forkert. Det er en klokkeklar fejl,« siger John Hatting.

»Den sikkerhedsvurdering, der var af ham dengang, har ikke taget ordentlig stilling til hans evne, vilje og kapacitet til at gøre forsøg på at flygte. Den treenighed har han jo haft. Indsatte i Herstedvester har ofte psykiatriske diagnoser, og det har Peter Madsen også, men han har altså også vist, at han er i stand til at bygge raketter og ubåde,« siger John Hatting og fortsætter:

»Og så skulle han ikke have været placeret i Herstedvester.«

Peter Madsen er idømt en fængselsstraf på livstid, efter han blev kendt skyldig i at have mishandlet og dræbt den svenske journalist Kim Wall i sin hjemmebyggede ubåd i sommeren 2017.

Han blev i første omgang indsat i Storstrøm Fængsel, men blev senere flyttet til Herstedvester Fængsel.