Fortsæt til indhold
Indland

Bilist efter dødsulykke med lille pige: Det var et uheld

21-årig bilist var påvirket ved ulykke i København, mener politiet. Havde hash på sig ved anholdelsen.

/ritzau/

Efter en ulykke, som kostede en femårig pige livet, har en dommer på Frederiksberg fredag varetægtsfængslet en 21-årig bilist i fire uger.

Der er en begrundet mistanke mod manden i samtlige de syv sigtelser, som Københavns Politi har rejst, fastslår dommer Eva Hammerum.

Manden sigtes for under særligt skærpende omstændigheder at være årsag til, at pigen døde onsdag eftermiddag på fortovet på Peter Bangs Vej i Valby. Barnets mor blev lettere kvæstet ved påkørslen.

Han kørte i bevidstheds- og narkopåvirket tilstand, da han med bilen ramte det femårige barn, mener Københavns Politi.

Pigen kom i klemme mellem bilen og en husmur. Hun afgik straks ved døden.

Ulykken skete, da han ifølge politiet kørte tværs over Peter Bangs Vej i Valby onsdag ved 16-tiden. Han trodsede den ubetingede vigepligt, lyder det.

Desuden skal han have udsat barnets mor for livsfare, ligesom han flygtede fra stedet. Ved påkørslen væltede moren og slog hovedet ind mod husmuren, fremgår det af en af sigtelserne.

Den 21-årige tilstår, at han sad ved rattet.

- Det var et uheld, siger forsvareren, advokat Rune Wiborg, om den unge mands forklaring.

Men han nægter at have begået uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Det betyder formentlig, at han nægter at have været påvirket. Hans nærmere forklaring kendes ikke. Dommer Eva Hammerum har besluttet at lukke dørene til grundlovsforhøret.

Tre af de syv sigtelser angår selve ulykken og flugten fra stedet.

En chef i Københavns Politi har fredag formiddag til TV2 News sagt, at der blev fundet lattergaspatroner i bilen.

På en adresse i Ishøj, hvor han bor, har politiet i øvrigt fundet 51 falske 1000-kronesedler samt 15 gram kokain og 79 gram hash. Disse lovovertrædelser erkender han. Men det var ikke meningen, at de falske pengesedler skulle bruges, og kokainen var til eget forbrug, lyder det ifølge forsvareren.

Efter en større menneskejagt blev den 21-årige anholdt torsdag ved 20-tiden. Ved en senere undersøgelse på Rigshospitalet havde han fem gram hash på sig, fremgår det af sigtelserne, som anklageren, advokaturchef Kristian Kirk, læser op.