Fortsæt til indhold
Indland

Italien lukker som rejsemål for danskerne

Kun fire coronasikre rejsemål tilbage i Europa efter Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning

Danskernes rejselyst skal tøjres yderligere i den kommende tid.

Yderligere syv lande – heraf tre ganske små – har ifølge Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning torsdag så mange nye coronasmittede, at det frarådes til at rejse til de destinationer.

De syv nye lande, som nu går fra gul til orange på Udenrigsministeriets rejsekort, er Bulgarien, Italien, Litauen, Polen, Liechtenstein, San Marino og Vatikanet.

Coronavirus har også hårdt fat i nabolandet Sverige, hvor rejsevejledningen følger en nordisk model med mulighed for at opdele landet i regioner. Hidtil har otte svenske regioner været så plaget af epidemien, at rejser dertil frarådes.

I den nye rejsevejledning er yderligere fire regioner af de i alt 21 i Sverige føjet til – de er Dalarna, Gotland, Jönköping og Östergotland.

Med et stigende smittetal i en lang række europæiske lande – og også i Danmark – er rejserummet for danskere efterhånden ganske indskrænket. Kun fire lande – Tyskland, Norge, Grækenland og Cypern – har et så lavt smittetal, at et besøg på disse rejsemål er sundt og sikkert. Og de derfor fastholder den gule farve på europakortet.