Væltet lastbil lukkede Lillebæltsbroen
Lillebæltsbroen måtte onsdag aften spærres i vestgående retning.
Motorvejen E20 over den nye Lillebæltsbro var onsdag aften helt spærret på grund af et uheld.
Der er ifølge Fyns Politi tale om en lastbil, der er væltet.
Omkring kl. 19:45 meddelte politiet, at broen var åben igen. Der havde dog allerede dannet sig en længere kø over broen, og der må derfor forventes lidt længere rejsetid, indtil køen er afviklet.
Uheldet skete omkring kl. 19, og der er ingen meldinger om personskade. Det er endnu uvist, hvorfor lastbilen væltede, men Vejdirektoratet har onsdag meldt om kraftig vind på broen, som påvirker kørslen med vindfølsomme køretøjer.