Fakta: Tidlig pension til metalarbejdere og slagteriansatte
Det er særligt metalarbejdere og slagteriansatte, der får ret til tidlig pension. Men også raske få retten.
Natten til lørdag har regeringen indgået en aftale om tidlig pension for dem, der kom tidligst på arbejdsmarkedet.
Fra 2022 får de retten til at trække sig tidligere tilbage. Se her, hvem der er omfattet:
* Omkring otte ud af ti berettigede vil være ufaglærte og faglærte i 2022. En stor del af dem er slagteriarbejdere, bagere og metalarbejdere.
* I de følgende forbund vurderes det, at mindst 50 procent, der har alderen til at kunne gå på tidlig pension, vil være berettiget til det:
Fødevareforbundet, Dansk Metal, 3F, FOA, HK, FFA, Lederne, Min a-kasse, FTF-A, Byggefagenes a-kasse, Dansk El-Forbund og Det Faglige Hus.
* Det har dog vakt kritik, at aftalen betyder, at også folk, der ikke er nedslidte, kan optjene retten til tidlig pension.
* For at blive omfattet af tidlig tilbagetrækning skal man have haft mindst 42 år på arbejdsmarkedet, når man fylder 61 år. Perioder på barsel og dagpenge samt praktik med SU kan tælle med i regnestykket.
* Der er tale om en trappemodel. Det vil sige, at man optjener ret til tidlig pension, alt efter hvor lang tid man har været på arbejdsmarkedet.
* 42 års anciennitet gør det muligt at gå et år tidligere på pension. 43 år udløser to år. 44 år vil give mulighed for at gå tre år tidligere.
* I alt vil skal man mindst have arbejdet i 47 år.
* Modellen er baseret på objektive kriterier, så man skal ikke visiteres eller vurderes til ordningen om tidlig pension.
* Regeringen vurderer, at 41.000 personer i 2022 vil have mulighed for at benytte ordningen. I 2025 vil det antal stige til 56.000 personer.
* Regeringen skønner, at 24.000 personer vil benytte retten til tidlig pension i 2022. Af disse forventes 6000 at komme fra beskæftigelse, mens den resterende del kommer fra efterløn og andre overførselsindkomster.
* Personer, der opfylder kravene, kan hver måned få 13.550 kroner før skat i tidlig pension. Beløbet nedsættes, hvis man har en pensionsformue på over to millioner kroner.
* Man kan supplere det månedlige beløb med udbetalinger fra sin egen pensionsopsparing, uden at ydelsen bliver sat ned.
* Det bliver muligt at arbejde og tjene op til 24.000 kroner om året, uden at ydelsen bliver sat ned. Beløbet er før skat.
* Regeringen vurderer, at retten til tidlig pension kommer til at koste cirka 3,5 milliarder kroner årligt.
Kilde: Regeringen.