Fortsæt til indhold
Indland

Rejser til dele af Sverige frarådes

På grund af øget smitte fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til otte svenske regioner.

Hvis man har planlagt efterårsferie i Sverige, bør man kaste et blik på Udenrigsministeriets ændrede rejsevejledninger.

Med et smittetal på 32,4 bliver Sverige nemlig torsdag føjet til listen over lande, hvortil Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser på grund af for høj smitte.

De danske myndigheders grænse ligger på 30 smittede per 100.000 indbyggere om ugen.

Den såkaldte nordiske mekanisme betyder imidlertid, at svenske regioner med et smittetal under 30 holdes åbne.

Det betyder, at 13 af Sveriges 21 regioner fortsat er åbne, mens de resterende otte altså bliver orange karantæneregioner. Det drejer sig om Halland, Blekinge, Stockholm, Jämtland Härjedalen, Kronoberg, Uppsala, Västmanland og Örebro.

Ændringen betyder også, at det fra natten til lørdag vil kræve et anerkendelsesværdigt formål at indrejse til Danmark fra de otte svenske regioner.

Personer med bopæl i grænseregionerne Halland og Blekinge må dog gerne rejse ind i Danmark, hvis de har et anerkendelsesværdigt formål eller kan vise en negativ covid-19-test.

Åbner for San Marino

Udover at ændre rejsevejledningen i Sverige, åbner Udenrigsministeriet igen for rejser til San Marino, hvor smittetallet er faldet.

Det er ellers efterhånden kun få lande, som Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til.

Foruden San Marino og dele af Sverige kan man fortsat rejse til Polen, Italien, Bulgarien, Grækenland, Cypern, Liechtenstein, Norge og Tyskland.

I Norge er der dog krav om, at alle danskere går i 10 dages indrejsekarantæne, og i Tyskland er der et lignende krav for indrejsende fra Region Hovedstaden.

Udenrigsministeriets rejsevejledninger er anbefalinger, og det er altså ikke ulovligt at afvige fra dem. Hvis man rejser til et land, der frarådes, er myndighedernes opfordring, at man isolerer sig i 14 dage, når man kommer hjem.