Flertal tvinger minister til at hæve klimamålsætning
Dan Jørgensen skal nu arbejde for højere mål, end han selv havde tænkt sig.
BRUXELLES
Efter i månedsvis at have argumenteret for, at EU skal reducere CO2-udledningen i 2030 med ”mindst 55 pct.”, skal klimaminister Dan Jørgensen nu følge et flertal i Folketinget og hæve barren til et mål på ”mindst 65 pct.”
Venstre, SF og De Radikale er dog gået med til, at han samtidig arbejder for sit oprindelige mål.
»Under forhandlingerne vil regeringen lægge stor vægt på at få et mål på mindst 55 pct.,« sagde Dan Jørgensen onsdag i Folketingets Europaudvalg.
»Men mindst 55 pct. betyder også, at regeringen er villig til at gå videre. Regeringen vil derfor lægge stor vægt på at nå et mål på 65 pct.«
I første omgang skal statsminister Mette Frederiksen på et topmøde i næste uge kæmpe for de danske synspunkter. Senere skal Dan Jørgensen forsøge at overbevise sine klimaministerkolleger, hvoraf mange ønsker at holde målet tættere på de nuværende 40 pct.
EU-ordfører Jan E. Jørgensen (V) kritiserer, at ministeren »gik solo fra starten med de 55 pct. uden at have Folketinget bag sig«.
»Det gør det sværere at flytte de andre lande op til 65 pct. nu. Men jo højere vi melder ud, jo højere får vi alt andet lige trukket målet op,« mener han.
Dan Jørgensen ville hellere følge en anden strategi.
»Vi vurderede, at det mest rigtige var at samle en alliance om det højst mulige. Ingen andre lande har endnu støttet noget højere end 55 pct. Skulle Danmark så bare ikke være med, eller skal vi prøve at drive udviklingen i den rigtige retning ved at indgå i en alliance med de andre? Der har jeg valgt det sidste indtil videre,« sagde han.
De to mål udløste kritik fra Søren Søndergaard (EL), der nævnte ordet »skizofrent« og foreslog et ultimativt krav på mindst 55 pct. uden at få støtte fra andre.