Ny undersøgelse: 2,2 pct. i Danmark har covid-19 antistoffer
Ifølge en stor undersøgelse fra Statens Serum Institut har flere unge og flest fra Region Hovedstaden været smittet med covid-19 indtil den 15. august.
2,2 pct. af den danske befolkning har indtil den 15. august været smittet med covid-19, viser en såkaldt prævalensundersøgelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Det svarer ifølge SSI til, at mellem 90.000 og 130.000 personer over 12 år midt i august havde været smittet med covid-19. Til sammenligning var det officielle smittetal 15.763 på det tidspunkt.
SSI's undersøgelse omfatter 18.000 inviterede deltagere, hvoraf cirka en tredjedel svarede.
Blandt dem, der svarede, kunne kun cirka halvdelen mindes at have været syge siden den 1. februar. Det får SSI til at vurdere, at omkring halvdelen af de smittede slet ikke havde haft symptomer.
I en pressemeddelelse skriver SSI, at der stadig er meget, vi ikke ved om immunitet efter covid-19. Det er for eksempel ikke sikkert, at alle, der har været smittet, får målbare antistoffer.
»Resultaterne skal derfor tolkes med forsigtighed. Generelt, kan man dog sige, at når blot et par procent foreløbig har haft sygdommen, har indsatsen for at beskytte befolkningen imod smitte indtil videre fungeret godt. Samtidig er de fleste af os stadig modtagelige for smitte – og skal derfor fortsat huske på at overholde de råd, vi kender så godt, for at undgå smitte: Altså holde afstand, vaske hænder og så videre,« siger afsnitsleder Steen Ethelberg fra SSI, der har stået for undersøgelsen.
Undersøgelsen er foregået på den måde, at SSI har fået udtrukket 18.000 tilfældigt udvalgte borgere fra cpr-registret. Deltagerne har fået et spørgeskema og mulighed for at få taget en test i det nærmeste testcenter i det såkaldte samfundsspor.
Det er nu anden gang, SSI har undersøgt udbredelsen af antistoffer. Første gang var i maj i udvalgte kommuner. Dengang viste resultaterne, at 1,2 pct. af befolkningen havde været smittet.
Den undersøgelse havde et sikkerhedsinterval fra 0,7 til 1,7 pct. Den aktuelle undersøgelse dækker hele landet, men med svar fra kun en tredjedel af de inviterede har usikkerheden denne gang været oppe på mellem 1,8 og 2,6 pct.
SSI's undersøgelse viser i øvrigt, at epidemien ikke har ramt lige i Danmark. Der var således relativt flere unge mellem 20 og 29 år, der havde været smittet i midten af august. Geografisk var der smittet flest i Region Hovedstaden og færrest i Region Nordjylland.