Politiet advarer mod denne afpresningsmail
Ny svindelmail forsøger at afpresse danskere ved hjælp af påstået sexvideo og coronaløgn.
»Hej kære ven,« lyder emnefeltet på en mail, som flere danskere i disse dage har modtaget.
Rigspolitiet advarer mandag morgen alle mod at gøre, som der står i mailen, fordi den er langt fra afsendt af nogen ”kær ven”.
Mailen rummer nemlig et afpresningsforsøg, der skal lænse ofre for 10.000 kr. Det er usikkert, præcist hvor mange der har modtaget mailen.
Mailen begynder med at beskrive, hvordan afsenderen angiveligt skulle have skaffet sig adgang til offerets computer, inden den drejer over i en trussel om at offentliggøre en påstået video af modtageren i færd med et samleje.
»Lad os lave en aftale. Du betaler mig det, jeg beder om, og så sender jeg ikke denne video til dine venner og familie,« lyder det i mailen, hvor det bliver krævet, at der betales i den elektroniske valuta bitcoin.
Afsenderne af mailen prøver også at udnytte coronapandemien ved at skrive, at det egentlig ikke var meningen i første ombæring at udnytte offeret, men at personen blev smittet med corona, mistede sit job og »har brug for pengene.«
Rigspolitiet advarer om at tro på noget som helst i mailen - heller ikke et afsnit, der handler om ikke at kontakte politiet.
»En ny afpresningsmail har ramt flere danskeres indbakker, hvor svindlere påstår at være i besiddelse af en video, hvor modtageren har samleje. De truer med at dele videoen, hvis ikke der hurtigt betales et beløb. Vi anbefaler, at du ikke betaler og ikke besvarer mailen,« lyder det i et tweet fra Rigspolitet, hvor man samtidig viser den omtalte svindelmail i fuld længde.