Coronasmitte: Overlæge og professor udtrykker forsigtig optimisme
Flere grunde til optimisme, lyder det fra overlæge og professor Thomas Beenfield.
Efter at coronaen i mere end et halvt år har hærget i hele verden er der ifølge overlæge og professor på Hvidovre Hospital, Thomas Benfield, grund til forsigtig optimisme, når det gælder antallet af indlagte patienter med covid-19 på danske sygehuse.
På landsplan steg antallet af indlagte i september, men er nu bremset i denne uge, hvilket giver håb. Til det lægevidenskabelige medie Ugeskriftet.dk, siger Thomas Benfield:
»Hvis du spørger mig, så tror jeg, at det billede, som vi ser lige nu, hvor vi er på et plateau, bliver den maksimale belastning, vi kan forvente over de næste måneder. Så kan det så fluktuere lidt op og lidt ned. Men når de daglige tal begynder at bøje af efter at være steget en uge, er det rart,« og tilføjer:
»Jeg håber, jeg har ret«.
I forhold til foråret er patientbilledet et andet i dag. Hvor 60-80 pct. af de indlagte i foråret var over 60 år, så er patienterne i dag generelt yngre og de fleste er ikke særligt syge, men en del har en anden sygdom som f.eks. diabetes eller astma.
Og disse bliver lige taget ind på sygehusene for at blive vurderet - og bliver hurtigt udskrevet igen.
I det hele taget er der her i efteråret flere komprimerede forløb, hvor patienterne hurtigt får det godt igen og kan blive udskrevet.
En anden forskel fra foråret er også, at der nu er to behandlinger, såsom remdesivir og binyrebarkhormon. Sammenholdt med blodfortyndende behandling, der nu er blevet standardbehandling, og noget eksperimentel behandling kan disse "værktøjer" tage toppen af problemet.
»Den indlagte patientgruppe nu og i foråret viser to forskellige billeder. Vi fornemmer, at flere kommer og har behov for iltbehandling, og de kan blive udskrevet i løbet af et par dage. Sidst var det typisk efter en til to uger, så det går lidt hurtigere. Dertil kommer, at der ikke ser ud til at være så mange, der forværres,« siger Thomas Benfield til ugeskriftet.dk.
Hvis professorens forhåbninger skal blive opfyldt, kræver det dog, at danskerne skal opføre sig korrekt i form af afstand, begrænset kontakt og afspritning.