Politidirektør langer ud: »Kom nu ind i kampen«
Fyns Politi indfører endnu et hotspot med risiko for forsamlingsforbud. Politidirektøren appelerer især til unge.
Fyns Politis politidirektør Arne Gram er onsdag kommet med en appel til alle fynboere om at følge alle coronaanbefalinger og restriktioner for at mindske smittespredningen.
Samtidig meddeler politidirektøren, at han fra fredag vil få betjente til at holde ekstra øje med Gråbrødre Plads i Odense, som udnævnes til hotspot med ekstra fokus på at undgå, at flere end 50 personer samles.
Arne Gram bemærker, at smittespredningen lige nu især drives frem af den yngre del af befolkningen. Han understreger dog, at det ikke kun er her, han har fokus.
»Det nytter jo ikke, hvis vi ikke alle sammen er enige om at overholde reglerne. Det gælder også reglerne for, hvor mange der må være i en butik, og hvor meget afstand der skal holdes. Tager alle ikke deres eget ansvar alvorligt, så kan det medføre alvorlige konsekvenser for andre. Samtidig ved vi jo desværre nu, at coronavirus ikke kun kan være farlig for de sårbare grupper – mange, der har været ramt af sygdommen, slås med slemme senfølger, som har vist sig ikke at kende alder. Så tag nu dit ansvar alvorligt – helt alvorligt,« lyder det fra Gram i en pressemeddelelse.
Da flere myndigheder tirsdag afholdt et pressemøde om coronasituationen, var rigspolitichef Thokild Fogde også ude med riven. I hans tilfælde var det ulovlige piratfester i nattelivet, der medførte en kommentar.
»Her taler vi ikke kun om, at man prøver at undgå lovgivningen. Det er en hån mod alle de mennesker, der sidder derhjemme og har underlagt sig strenge restriktioner,« lød det fra Fogde, som samtidig lovede at gå efter at udstede bøder til både arrangører og deltagere ved disse fester.
I onsdagens meddelelse fra Fyns Politi er der dog også en anerkendelse af de folk, der gør deres bedste. Fyns Politi bemærker således, at man tydeligt kan mærke, at mange arrangementer er blevet aflyst, og at mange arbejder hjemme.
»Til alle jer vil jeg gerne sende en stor tak. I er heldigvis de fleste, og I gør det godt. I overholder reglerne, I holder afstand, og I spritter af. Til resten vil jeg sige: Kom nu ind i kampen. Tænk over, hvilke virkninger dine handlinger kan få,« udtaler Arne Gram.