Grønne organisationer kalder regeringens mål om naturbeskyttelse »helt utilstrækkeligt«
Danmark har tilsluttet sig et EU-mål om 30 pct. beskyttet natur i 2030, men der er stadig hår i suppen, mener grønne organisationer.
Den danske regering tilslutter sig onsdag et politisk mål fra EU-Kommissionen om, at EU såvel som resten af verden skal have 30 pct. beskyttede naturområder i 2030.
Det fortalte miljøminister Lea Wermelin tirsdag til Jyllands-Posten. Samtidig, lød det fra ministeren, ville Danmark presse på for at andre lande i EU og globalt også tilsluttede sig det ambitiøse mål om mere beskyttet natur.
Fra flere sider lyder der dog kritik af, at den danske regering har afvist at lade målsætningen om 30 pct. beskyttet natur gælde i Danmark.
»De beskyttede områder skal ligge der, hvor der er en høj biodiversitet i forvejen, og hvor der er nogle store sammenhængende områder. Naturen har brug for plads,« sagde Lea Wermelin bl.a. og påpegede, at Danmark har en høj befolkningstæthed og meget landbrugsjord, og at vi derfor alene ikke kunne nå målet.
I Danmarks Naturfredningsforening har man ikke meget tilovers for dét argument.
»Det er en super god ide med mere plads til naturen, så vi kan bremse udryddelsen af arter - bare det ikke lige skal gælde i Danmark. Stram op, regering. Det der er da pinagtigt,« skriver foreningens præsident Maria Reumert Gjerding i en kommentar.
Hos WWF Verdensnaturfonden mener seniorbiolog Thor Hjarsen, at der mangler nogle konkrete naturmål for Danmark.
Samtidig, lyder kritikken, forslår en ambitiøs målsætning ikke meget, hvis det ikke sikres, at naturen så rent faktisk bliver beskyttet.
»Der er stadig hår i suppen efter vores vurdering: Et 10 pct. eller 30 pct. mål er lige så ringe som det nuværende 17 pct. mål, hvis der fortsat ikke igangsættes en seriøs naturbeskyttelse og genopretning på land og til havs – også inden for Danmarks grænser. På nuværende tidspunkt minimumsimplementerer Danmark, også på statens arealer på land. Det nuværende beskyttelsesniveau og forvaltning er helt utilstrækkeligt,« lyder kritikken fra Thor Hjarsen.
Ifølge WWF er alle de beskyttede skovnaturtyper i Danmark såvel som alle havnaturtyper, bortset fra en enkelt, i såkaldt »ugunstig bevaringstilstand«, og man har tidligere kritiseret regeringen for på papiret at kategorisere områder som beskyttede, selv om reelle observationer af områderne har vist, at naturen er i dårlig forfatning.
WWF håber nu, at det billede vil ændre sig i den kommende tid.
Også Danmarks Naturfredningsforening har påpeget, at det halter med naturbeskyttelsen og bedt regeringen om at tage problemet alvorligt. Tidligere i september lød der ligeledes kritik fra en bred vifte af Folketingets partier, som mener, at regeringen sylter og nedprioriterer opgaven med at genoprette den danske natur.
Miljøminister Lea Wermelin har i forbindelse med tilslutningen til EU-målet om 30 pct. beskyttet natur lovet, at Danmark også nationalt vil arbejde på at få mere uberørt natur for at beskytte plante- og dyrelivet.