Færre sigtelser for spritbilisme, mens flere sigtes for at køre med narko i blodet
På seks år er antallet af sigtelser for narkokørsel mere end fordoblet, så der nu afsløres 50 pct. flere narkobilister end spritbilister. Det skal stoppes, mener færdselskommission.
Mens antallet af sigtede spritbilister er halveret på godt 10 år, stopper og sigter politiet til gengæld langt flere bilister med narko i blodet. Således er der nu 50 pct. flere narkobilister, der hvert år bliver sigtet, end der er spritbilister, viser nye tal fra Rigspolitiet.
I dag er det blevet socialt uacceptabelt og en smule taberagtigt at køre spritkørsel, der er vi endnu ikke nået til med narkokørsel.
Sidste år blev 9.097 bilister sigtet for narkokørsel af politiet, mens 6.057 blev sigtet for spritkørsel – og udviklingen er fortsat i år.
»Da vi laver stort set det samme antal kontroller for henholdsvis sprit- og narkokørsel, må man antage, at der nu er flere, der kører narkokørsel end spritkørsel,« konstaterer politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Ifølge ham er en del af forklaringen, at den sociale accept i samfundet har ændret sig:
»I dag er det blevet socialt uacceptabelt og en smule taberagtigt at køre spritkørsel, der er vi endnu ikke nået til med narkokørsel.«
Andreas Steenberg, der er formand for Færdselssikkerhedskommissionen, er bekymret for udviklingen.
»Det hører ingen steder hjemme at sætte sig bag rattet i en bil, hvis man har drukket eller taget narkotiske stoffer. Og det er skræmmende, at der er sket en stigning. Det er et stort samfundsmæssigt problem, som vi skal have sat en stopper for,« siger Andreas Steenberg, der også er transportordfører for De Radikale.
»Jeg har svært ved at se, at vi kan øge straffen mere, men vi kan sørge for, at folk bliver taget – og det vil jeg opfordre til, at man tager fat i, når der snart skal laves nyt politiforlig.«
De seneste knap to uger har politiet i Syd- og Sønderjylland kørt en kampagne for at få nedbragt antallet af narkobilister.
Hos Rådet for Sikker Trafik er direktør Mogens Kjærgaard Møller glad for indsatsen:
»Det er selvfølgelig et problem, når så mange kører narkokørsel. Derfor er det rigtig godt, at politiet fokuserer på det. Men det er ikke så stort et trafiksikkerhedsmæssigt problem, som spirituskørsel er.«