Albertslund blev sandsynligvis ramt af tornado
TV 2 Vejret skriver, at det sandsynligvis var en tornado, der fredag anrettede et spor af ødelæggelse i Albertslund.
Der var voldsomme kræfter på spil fredag eftermiddag i Albertslund. Billeder, video og vidneberetninger fortæller samstemmende, at en fredelig fredag i forstaden pludselig forvandlede sig til et kaotisk inferno, der ramte området omkring Herstedvester og Vridsløselille i det vestlige Albertslund.
Ingen personer kom alvorligt til skade, men hustage blev revet af, ruder blev knust, mens trampoliner og trailere blev kastet rundt i kvarteret.
Trafikken blev forstyrret af træer, der var væltet, og derudover skete der også skader på to lokale skoler. Albertslund Posten skriver, at på Herstedlund Skole blev en del af taget på hallen blæst af, mens en mur og flere træer væltede ved Egelundskolen.
Efterfølgende har der været spekuleret i, om det var en skypumpe, der anrettede sporet af ødelæggelse. Men ifølge TV 2 Vejret er der formentlig tale om en regulær tornado.
Ifølge TV 2 Vejret var vejrforholdene den 25. september slet ikke oplagte til en normal dansk skypumpe, der almindeligvis dannes på dage med byger og relativt rolige vindforhold.
Fredag bevægede et særdeles kraftigt regnvejr henover Albertslund mellem klokken 13.20 og klokken 13.40, og det er formentlig dette uvejr, der har skabt de sjældne vejrforhold, der resulterede i en - dog lille - tornado, der startede med at anrette skader meget tæt på statsfængslet i Vridsløselille.
Herfra bevægede den lille tornado sig mod nordvest i næsten to kilometer, før den opløstes over den nordvestlige del af Herstedvester.
Det er ikke første gang, at tornadoer har hærget i i Danmark.
Senest skete det i juli 2019, hvor flere biler slynget rundt i luften af en tornado, der kortvarigt opstod ved sygehuset i Aabenraa.