Fortsæt til indhold
Indland

Hvor er faren for påkørsel af en hjort og en grævling størst?

Vejdirektoratet vil analysere sig frem til, hvor det bedst kan betale sig at investere i nye faunapassager i det danske vejnet.

Gennemsnitligt to gange i timen bliver der i oktober og november kørt en hjort ned i Danmark.

Det viste en rapport fra rådgivningsvirksomheden Cowi i oktober 2019.

Og ifølge Dyrenes Beskyttelse dør i alt 10.000 hjorte årligt på de danske veje. Foruden tusindvis af andre arter som f.eks. grævlinger, oddere og skovmårer.

Påkørslerne har store konsekvenser for trafiksikkerheden.

Nu vil Vejdirektoratet analysere sig frem til, hvor der sker flest påkørsler af dyr, sådan at man vil kunne påvise, hvor det vil være mest hensigtsmæssigt at bygge nye faunapassager eller andre tiltag, der kan beskytte dyrene og hjælpe dem sikkert over vejen.

»Vi oplever desværre hvert år, at der sker rigtig mange trafikdrab af dyr på vejene herhjemme, og med den rette viden vil vi være bedre rustet til at nedbringe det tal. Både af hensyn til dyrene men i høj grad også af hensyn til trafiksikkerheden og de mange bilister, der kommer i farlige situationer, når de rammer dyr,« udtaler transportminister Benny Engelbrecht.

Vejdirektoratets undersøgelse vil især have fokus på at kortlægge trafikdrabene på truede eller fredede arter som skovmårer og ildere. Der er i forvejen ikke særligt mange af disse dyr i den danske natur, og derfor er trafikdrab på netop dem særligt skadelige for den danske bestand.

Men også dyr som grævlinger og oddere vil have opmærksomhed, da også disse arter er negativt påvirket af de store veje, der skærer sig gennem det danske landskab.

»Vi har udvalgt tre forskellige artsgrupper, der bruger landskabet i forskellig målestok. Det drejer sig om hjortedyr, odder/bæver og padder. De har forskellig levevis, så analysen vil give os et bredt overblik over, hvor det er særligt nødvendigt at sætte ind med faunapassager,« siger biolog Christina Steenbeck fra Vejdirektoratet.

Problemet er størst på den ældre del af vejnettet. På de nye veje har Vejdirektoratet i stigende grad anlagt faunapassager for at mindske den negative indvirkning på dyrelivet, men det gælder ikke for det ældre vejnet.

»Samtidig har vi i det seneste årti oplevet en markant stigende trafik på det overordnede vejnet, og det har været med til at skabe den barriereeffekt, som de store veje har på dyrelivet herhjemme,« siger Christina Steenbeck.

Analysen forventes færdig til maj næste år. Og herefter skal der tages stilling til, hvordan analysens resultater skal udmøntes i konkrete forbedringer for dyrelivet langs statsvejnettet.

Afslutningsvis kan det nævnes, at hvis man er en af de uheldige, der påkører et dyr, skal man kontakte Dyrenes Beskyttelse på 1812, hvis dyret er såret.

Er dyret derimod dødt, kan man kontakte Falck, der så vil hente dyret inden for 24 timer.