Rekordmange p-afgifter: »Folk parkerer dårligere end tidligere«
De kommunale p-indtægter nærmer sig 1 mia. kr. Parkering ligner en kalkuleret indtægtskilde, mener FDM.
Kommunerne opkrævede knap 1 mia. kr. for parkering i 2019, viser en ny undersøgelse fra bilisternes interesseorganisation, FDM.
Der blev uddelt 593.373 p-afgifter for et samlet beløb på 302,1 mio. kr., mens der blev opkrævet 669,6 mio. kr. i betalingsparkering. Det skriver Avisen Danmark.
Dermed fortsætter de seneste års tendens med voksende parkeringsindtægter i kommunerne. København står for langt over halvdelen af de samlede beløb, men også flere mindre kommuner har indført parkeringskontrol, og ifølge FDM har 56 af landets 98 kommuner nu parkeringskontrol.
Fra FDM forlyder det, at parkering ligner en kalkuleret indtægtskilde.
»Vi anerkender, at der især i landets større byer kan være behov for at regulere færdslen med parkeringskontrol og betalingsparkering. 971 millioner kroner er dog rasende mange penge, og det er svært ikke at få den mistanke, at parkering er en kalkuleret indtægtskilde, som man ude i kommunerne bruger til at finansiere stort set alt andet end parkering. Det er ulovligt, når motivationen for kommunerne bunder i økonomi, og det er heller ikke rimeligt, at bilisterne skal betale en ekstra skat for at fylde kommunekassen. Pengene stammer fra bilisterne, og bør gå tilbage til bilisterne i form af mere og bedre parkering,« siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange til fdm.dk
Avisen Danmark har talt med flere kommuner, der alle afviser, at p-afgifterne bliver anvendt som en pengemaskine.
»Vi fører den samme kontrol som altid. Så det må skyldes, at folk parkerer dårligere end tidligere,« siger Mads Astrup Sørensen, der er chef for Park og Vej i Esbjerg Kommune til mediet.
Han fastslår, at man ikke laver p-kontrol for at tjene penge, men for at styre bilisters adfærd.
Samme melding lyder fra Lolland Kommune, hvor man i 2018 besluttede at indføre parkeringskontrol, da et stigende antal borgere klagede over andres parkeringer.
»Folk har eksempelvis holdt ulovligt parkeret i gågaden i vores større byer eller længere tid foran banker og hæveautomater,« siger kommunens park- og vejchef, Kjeld Jensen, til Avisen Danmark.