Fortsæt til indhold
Indland

To meter lang kongepython var løs i Hjørring

Nordjyllands Politi kom lørdag på usædvanlig opgave i et villakvarter.

Det ene øjeblik er de på jagt efter indbrudstyve. Det næste øjeblik gælder det kontrol af, om folk overholder de seneste nye coronabestemmelser. Og en del tid går med at kontrollere fart- og spritbilister.

Jo, politiets opgaver er mange og forskelligartede.

Men lørdag kom et vagthold fra Nordjyllands Politi dog på en mere usædvanlig opgave. En slange var løs i Hjørring. Vel at mærke en kvælerslange. En kongepython på cirka 2 meter!

Vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi fortæller til tv2nord.dk, at politiet havde fået et opkald fra en kvinde, der gik tur i et villakvarter i Hjørring. Her havde hun set slangen bevæge sig gennem en stendynge på Lundtoftevej.

Politiet allierede sig ifølge vagtchefen med en "slangetæmmer" fra Års, der ikke var længe om at få indfanget slangen.

Og nu er spørgsmålet: Hvem mangler en kongepython? Henvendelser kan ske til Nordjyllands Politi på telefon 114.

Ifølge wikipedia.dk er kongepythonen kendt for sit milde temperament, hvilket har været med til at gøre den til en populær slange at holde i fangenskab. Den bider sjældent, og et bid føles, som når man skærer sig på et stykke papir. Den lever mest af rotter og mus. Den jager mest om natten. Om dagen gemmer den sig. I det fri er den mest udbredt i det centrale Afrika.