Fortsæt til indhold
Indland

DMI varsler skybrud i Østdanmark

DMI varsler kraftig regn og mulige skybrud for store dele af landet. Læs gode råd fra Beredskabsstyrelsen.

Efter mange dage med - næsten - sommerlige temperaturer og milde vejrforhold, er udsigten en anden for de kommende dage.

DMI har således udsendt et varsel om, at der fredag er mulighed for skybrud i hele Danmark øst for Storebælt.

For Slagelse, Kalundborg, Lolland og Bornholms vedkommende omtaler DMI det som en »risiko,« at der kan komme kraftig regn og skybrud.

For de øvrige dele af Sjælland og øerne er DMI gået et skridt videre og skriver, at man »forventer« 35-50 mm. regn på seks timer, og at der er risiko for, at det kan falde så hurtigt, der bliver tale om skybrud.

Et skybrud er defineret ved mere end 15 mm. nedbør på 30 minutter.

For alle de nævnte områder gælder varslet fra klokken 7 til klokken 19.

Omend det altså ser ud til at blive vådest øst for Storebælt, er det ikke fordi, resten af landet slipper helt for regn.

DMI har således varslet, at hele landet på varierende tidspunkter fredagen igennem vil få regn.

Artiklens emner
Vejret
DMI