Fortsæt til indhold
Indland

Partier vil forbyde kommunerne at skære i hjælpen til handicappede

Når personer med handicap har fået tildelt en bestemt hjælp, skal der ikke senere kunne skæres i hjælpen, mener Venstre. Flere partier bakker op om forslaget.

Det skal være slut med, at kommuner kan skære i hjælpen til personer med handicap.

Sådan lyder et forslag fra Venstre, efter at Jyllands-Posten i sidste uge bragte historien om multihandicappede Simone Risager, der som barn modtog hjælp døgnet rundt og som 18-årig fik fjernet størstedelen af sine kommunale hjælpetimer.

Når personer med handicap har fået tildelt et antal hjælpetimer, skal de fremover have retten til at beholde denne hjælp uanset deres alder, lyder det fra Venstre.

»Der må ikke ske en revurdering. Den støtte, man har fået tildelt, er den støtte, man har. Man skal ikke sidde og frygte, at støtten pludselig bliver sat ned,« siger socialordfører Marie Bjerre (V).

Kun hvis kommunen kan dokumentere, at den har lavet klare fejl i grundlaget for den oprindelige bevilling, eller at en borgers livssituation har ændret sig, så den tildelte hjælp er unødvendig, skal kommunen kunne reducere hjælpen, forklarer hun.

»Men livssituationen ændres jo ikke for mange af disse borgere, der kan være multihandicappede,« siger Marie Bjerre.

SF’s handicap- og kommunalordfører, Charlotte Broman Mølbæk, kalder Venstres forslag for »en brandgod idé«, og Enhedslistens handicapordfører, Jakob Sølvhøj, tilslutter sig umiddelbart forslaget.

Minister: Fine intentioner

Også Dansk Folkeparti bakker op.

»Hvis funktionsevnen ikke er forbedret, skal man ikke kunne få frataget sin hjælp. Der er jo en grund til, at man har fået et timeantal, og det skal ikke kunne reduceres efter en kommunekasse,« siger socialordfører Karina Adsbøl (DF).

Social- og indenrigsminister Astrid Krag mener, at intentionerne i Venstres forslag er »fine«.

»Men jeg har brug for at få det mere uddybet, før jeg kan tage stilling til det,« skriver hun i en mail.

Kommunernes forening, KL, ønsker ikke at kommentere forslaget.