Fortsæt til indhold
Indland

Vi vasker hænder som aldrig før, men glemmer den møgbeskidte mobil

Coronapandemien har tvunget os til at være mere grundige omkring personlig hygiejne. Mobilen bør tænkes ind i den indsats og rengøres hver eneste dag, mener hygiejnespecialist.

Under coronapandemien er håndhygiejne nærmest blevet en folkesag, men danskernes hænder trængte også til at blive mere hygiejniske. Det mener i hvert fald Hans Jørn Kolmos, som er hygiejnespecialist og professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Vask dine hænder grundigt, sprit af, vær opmærksom på rengøring og host i ærmet. Vi kender efterhånden retningslinjerne i søvne.

De udrydder imidlertid ikke alle de små bakteriebomber i hverdagen, hvor vores mobiltelefon ifølge Hans Jørgen Kolmos er en af de helt store syndere.

Hvor stor en bakteriebombe er mobilen?

»Mobilen er jo et unikt redskab, som ikke kan sammenlignes med andre hverdagsting, fordi den både samler de bakterier og virusser, som vi overfører fra vores fingre, og bakterier fra næsen og munden, når vi taler i telefonen.«

Er det rigtigt, at vores telefon samler flere bakterier end et toiletbræt?

»Der er ikke lavet grundige undersøgelser nok til at kunne sige noget entydigt om det, fordi det i sidste ende afhænger af den enkeltes hygiejnevaner. Men toilettet overfører typisk kun tarmbakterier, mens telefonen er mødested for rigtige mange forskellige bakterier, som vi så rører ved hele tiden.

Præcis ligesom vi hver dag skifter til rene sokker og rent undertøj for at være velsoignerede, burde vi hver dag tænke på at holde vores telefon ren.
Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved SDU

Og så er den store forskel jo, at vi typisk rengør vores toilet oftere end vores telefon. Her skal vi huske os selv på, at når vi kan se synligt snavs på telefonen, er det et udtryk for, at der sidder mikroorganismer og virus på den. De overlever ikke alle sammen, men potentielt set kan de godt overføre smitte.«

Så det handler i virkeligheden om, at vi går mere op i at holde vores toilet rent end vores telefon?

»Ja, faktisk burde vi tænke på vores telefon som en del af vores personlige hygiejne. Den er jo på mange måder vores forlængede fingre og i kontakt med mange ting hele tiden. Præcis ligesom vi hver dag skifter til rene sokker og rent undertøj for at være velsoignerede, burde vi hver dag tænke på at holde vores telefon ren.«

Hvor ofte bør vi rengøre de to ting?

»Ens toilet skal have den store rengøringstur én gang i ugen, og så bør man selvfølgelig holde det nogenlunde soigneret hver gang, man forlader det. Telefonen derimod kan godt tåle at få en spritklud eller en let fugtet klud med sæbe én gang om dagen.«

Betyder det noget for mængden af bakterier, hvis man har telefonen med på toilettet?

»En telefon hører på ingen måde hjemme på et toilet. Så overfører du jo bakterier fra afføring på din telefon, og så har din telefon pludselig bakterierne fra toilettet på sig. De bakterier tager du så med ud derindefra via telefonen. Det får røde lamper til at lyse for en hygiejnespecialist som jeg.

Hvis man absolut skal aktiveres derude, så må man ty til lokumslitteraturen. Den bliver trods alt derude.«

Bør vi bekymre os om telefonens mange bakterier i hverdagen?

»Det handler om sund fornuft. Man skal tænke på den som et arbejdsredskab ligesom knive, gafler eller skeer. De behøver jo ikke være sterile, men dem sørger vi også for at holde forholdsvist rene for at reducere mængden af bakterier, vi er i kontakt med.«

Er der andre bakteriebomber fra hverdagen, som vi skal være opmærksomme på under corona?

»De elektroniske apparater og fælles berøringsflader som f.eks. stikkontakter og håndtag. Der er ingen grund til at blive hygiejnehysterisk, men jeg håber, at danskerne fortsætter med samme hygiejnevaner, som de har taget til sig under corona.

De nye vaner har været ganske effektive, så lige nu kigger vi faktisk ind i et efterår med færre infektioner og influenzaer end normalt.«

Artiklens emner
Sundhed