Lav sigtbarhed: DMI advarer om tåge
I store dele af landet bliver vejret betegnet som "voldsomt".
DMI advarer om voldsomt vejr, da tågen ligger i store dele af landet.
Varslet gælder for stort set hele den sydlige del af landet - fra grænsen mod Tyskland og i et bælte i hele Jyllands bredde op til Norddjurs som det nordligste.
På øerne går kun det sydligste af Sjælland, Lolland-Falster samt Sydfyn og øerne fri af varslet. Her er der dog stadig risiko for, at det kan være tåget.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tweeter opm tåge i området.
»Det er tyk tåge på Farøbroen. Der er vejarbejde i nordlig retning, og i den forbindelse sker der en indsnævring af vejforløbet. Vær derfor ekstra opmærksom. God tur,« skriver vagtchefen.
Det nordlige og nordvestlige Jylland samt Bornholm går helt fri af varslet fra DMI.
Tågen er dannet i løbet af natten, og den kan blive tæt med sigtbarhed ned til 100 meter, skriver meteorolog Frank Nielsen fra DMI. Det er et højtryk over landet, der giver tågen gode betingelser. Luften er både varm og fugtig, og nætterne er blevet lange.
DMI kan ikke fortælle, hvor tågen bliver værst.
»Ikke to nætter med tåge er helt ens. Fra sted til sted vil der være store variationer i, hvornår tågen dannes og hvornår tågen opløses, tætheden kan også variere i løbet af natten og morgentimerne,« skriver Frank Nielsen, som forventer, at tågen ophører i løbet af formiddagen.
Når tågen er væk, melder DMI i om en flot efterårsdag.
Den bliver næsten sommerlig, og mange steder vil temperaturerne i eftermiddag komme op omkring 20 grader. I de syd- og sydøstlige dele af landet kan man komme op på 22 grader.
Syvdøgnsudsigten melder også om sensommer onsdag, hvor det kan blive op til 23 grader, men herefter bliver det mere efterår med faldende temperaturer, blæst og mulighed for regnbyger.