»Den ene dag har jeg en silkeabe på 480 gram på operationsbordet. Næste dag en løve eller en isbjørn«

Alt forløb vel, da en elefantunge kom til verden i København Zoo forrige torsdag.

Alligevel nåede chefdyrlæge Carsten Grøndahl, som fulgte fødslen fra sidelinjen, at få sved på panden.

»Dyrene skal så vidt muligt klare fødslerne selv; det gjorde elefanten fint. Men den lille var længe om at lære at die. For en sikkerheds skyld fik jeg skaffet noget modermælkserstatning til elefanter. Heldigvis blev der ikke brug for det, for ungen begyndte selv at patte hos sin mor efter nogen tid,« fortæller chefdyrlægen, der i den kritiske periode var i dialog med dyrepasserne i døgndrift.

»Klokken to og klokken fem om morgenen ringede de og rapporterede, hvordan ungen gradvist blev bedre til at sutte. Nu kører amningen fint, og ungen går det meste af tiden i elefantanlægget, hvor gæsterne kan se den,« siger seniorzoodyrlægen.

Selv fik Carsten Grøndahl faget ind via sin far, der underviste dyrlægestuderende på Landbohøjskolen i København. Han er selv gift med en dyrlæge. Både hans bror og svigerinde har samme titel.

»Jeg har haft stor glæde af at arbejde sammen med min kone, Monica, på flere projekter. Vores søn, som var med i felten, fra jeg kunne bære ham i en rygsele, har derimod valgt medicinstudiet. Han syntes, der er for meget blod og mudder i vores fag,« fortæller seniorzoodyrlægen, der til februar kan fejre 25-års jubilæum i København Zoo.

»På én gang er det glæden og forbandelsen ved mit job, at der er en distance til dyrene, og at opgaverne er så varierede. Den ene dag har jeg en silkeabe på 480 gram på operationsbordet. Næste dag kan det være en isbjørn på flere hundrede kilo. Man bliver aldrig superrutineret i én dyreart.«

Fra lektor til vilde dyr

De første år af sin karriere arbejdede han på et slagteri i Vojens og med store og mindre dyr på klinikker i Snertinge og Nykøbing Falster. På Landbohøjskolen tog han en ph.d. i anæstesi og smertebehandling og blev først adjunkt, herpå lektor samme sted. Sideløbende hjalp han med at bedøve dyr i København Zoo. Da havens tidligere dyrlæge fik et slagtilfælde, og Carsten Grøndahls lektorat samtidig var ved at udløbe, blev han ansat som ny dyrlæge på stedet.

Farmakologi har altid optaget ham.

»Jeg er inspireret af alt det, man kan med kemi: Dyr kan gøres tamme, smertefri, og jeg kan få selv vilde arter til at stå stille. Denne lære om, hvordan lægemidler påvirker de forskellige dyr, er meget fascinerende.«

Arbejdet med anæstesi rummer også udfordringer, erkender han.

»Tit er det svært at vurdere, hvor store doser bedøvelse dyret skal have. Man skal være opmærksom på mange faktorer: Modsat mennesket kan dyret ikke altid faste, før man bedøver det. Det kan give alvorlige komplikationer, både under og efter bedøvelsen, men med de rette tiltag ses komplikationerne heldigvis sjældent.«

Projektor verden rundt

Som en del af sit job deltager Carsten Grøndahl i København Zoos såkaldte outreach-projekter. Et af dem er i Nordøstgrønland, hvor han har indfanget vilde moskusokser i øde naturområder.

»Disse dyr går på steder, hvor ingen mennesker kommer. Jeg var med til at bedøve okserne for at tage prøver fra dem til forskere. De ville ikke kunne lave deres forskning på samme niveau uden den viden, vi fra København Zoo bidrager med,« understreger han.

I nationalparken Baluran på den indonesiske ø Java kører København Zoo et naturbeskyttelsesprogram. Her har Carsten Grøndahl hjulpet med at indfange den store, truede kvægart banteng.

»Det lykkedes os at bygge skjul i junglen, hvorfra jeg kunne komme tæt nok på disse kæmpe krabater til, at vi kunne bedøve dem med pile. Vi gav dem satellithalsbånd på. Herefter kunne vi registrere deres færden i nationalparken. Min opgave var at oplære den lokale dyrlæge i, hvordan hun selv bedøver batengs,« fortæller dyrlægen, der ser det som sit kald at dele viden med fagfæller.

»Inden for andre professioner holder folk fagkortene tæt til kroppen. For mig er det givende at kunne lære lokale i f.eks. Indonesien op i, hvordan de selv kan lave vigtigt naturbeskyttelsesarbejde mange år frem.«