Bødeblokken blev i lommen, da nye coronaregler blev kontrolleret lørdag aften
Da klokken slog 22, var det et helt andet bybillede, politiet mødte. Coronaopsang til festglade unge mennesker blev i weekenden forvandlet til ros. Politiet har nu øje på konfirmanderne, der skal markere blå mandag.
Jomfru Ane Gade – den berømte og til tider berygtede festgade – i centrum af Aalborg plejer både at kunne byde på pubcrawl og berusede unge, men lørdag aften var gaden en skygge af sig selv.
Baggrunden skal findes i de nye restriktioner, som har ramt nattelivet denne weekend. Lørdag middag blev åbningstider på barer, caféer og restauranter, som det allerede var tilfældet i København og andre hovedstadskommuner, begrænset til kl. 22 i hele landet. Samtidig blev forsamlingsforbuddet sænket fra 100 til 50 personer.
Jeg tror, folk har forstået, at det nu er alvor. At man gør de her ting for samfundets skyld.Bruno Brix, vagtchef, Nordjyllands Politi
Restriktioner, som fik rigspolitichef Thorkild Fogde til at forudse en travl lørdag aften for landets betjente og bebude, at politiet ville øge beredskabet i bybilledet.
Politichefen havde sin grund til bekymring. For præcis en uge siden kom han med denne opsang til ungdommen:
»Der skal skrues ned for tæthed og op for ansvarlighed. Vi skal se færre håndtryk, færre krammere, mindre grupper, mindre tæthed og mere ansvarlighed.«
Inden de nye restriktioner lørdag aften skulle stå den store prøve, havde statsminister Mette Frederiksen også forsøgt sig med en målrettet tale til ungdommen via den populære Instagram-profil Anders Hemmingsen, som har i omegnen af en million følgere.
Der blev skruet på flere knapper for at bremse smitten af covid-19, der især har greb om ungdommen, og effekten syntes allerede at kunne aflæses lørdag aften.
I hvert fald fortæller Bo Samson, vicepolitiinspektør i Rigspolitiet og daglig leder af det nationale situations- og operationscenter (NSIOC), at det i denne weekend overordnet er gået rigtig fint i alle landets politikredse:
»Vores indtryk er, at både borgere og serveringssteder har efterlevet de nye initiativer. Vi har været talstærkt til stede i bybilledet, hvor folk normalt færdes, og vi har været på restaurationer for at se, om man har efterlevet de nye initiativer, der blev sat i værk lørdag kl. 12,« siger Bo Samson, som uddyber, at der har været rejst en enkelt sigtelse i Jylland, hvor en restauration ikke lukkede kl. 22.
Det er alvor
Hos Østjyllands Politi oplevede man en noget anderledes weekend i Aarhus end den forrige. Som vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hunniche siger, så var byen »efter kl. 22 et helt andet samfund«. Med andre ord lå byen stort set øde.
Han kalder natten til søndag for »fuldstændig rolig«.
»Resten af natten har afspejlet, at der ikke rigtig har været nogle folk i bybilledet. Vi har ikke haft de sager om musik til ulempe, som vi normalt vil have en lørdag nat,« siger Peter Hunniche.
I Aalborg havde politiet forberedt sig med et samarbejde med beværtningerne i Jomfru Ane Gade for bedst muligt at lukke festen hurtigt efter kl. 22. Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix.
»Restauratørerne begyndte kl. 21.50 lørdag aften at afvikle og sende deres gæster hjem. Få minutter efter kl. 22 var gaden tom,« beretter Bruno Brix.
»Det fungerede perfekt. Vi har ikke haft nogle sigtelser,« tilføjer vagtchefen.
Hos Nordjyllands Politi har man heller ikke fået anmeldelser om piratfester, men har været ude til et par enkelte fester med høj musik, hvilket dog ikke var mere end normalt.
»Jeg tror, folk har forstået, at det nu er alvor. At man gør de her ting for samfundets skyld. Det tror jeg faktisk, folk har accepteret,« siger Bruno Brix.
I København, hvor restriktionerne også var gældende fredag pga. de høje smittetal i hovedstaden, har politiet været synligt til stede hele weekenden. Vicepolitiinspektør Rasmus Agerskov Schultz oplever, at restauratørerne har taget ansvaret på sig både i forhold til indretning og lukketider. Desuden har gæsterne været gode til at forlade stederne kl. 22 og gå helt hjem. Det vil sige ikke at tage ophold i grupper og fortsætte festen på gaden.
»Vi har i alt givet fire påbud i opholds-forbudszonen i Nørrebroparken. Der var fire, som ikke havde forstået det, og de fik derfor det gule kort. Og så gik de også derfra. Det er det vildeste, vi kan hive det op på,« siger Rasmus Agerskov Schultz.
I morgen rammer blå mandag, hvor flere helt unge konfirmander traditionen tro mødes. Det har været fremme, at 750 konfirmander skulle mødes i vandlandet Lalandia i Rødby for at markere dagen, men arrangementet er ifølge TV 2 blevet udskudt oven på de nye restriktioner.
Ifølge Herning Folkeblad er blå mandag også blevet aflyst i Herning, hvor 220 konfirmander ellers skulle have været på shopping og ude at spise i byen.
Rasmus Agerskov Schultz forklarer, at politiet i København vil være særligt opmærksomt på de unge mennesker i København mandag:
»Det er en gruppe, der normalt ikke ses i nattelivet. Derfor er vi også til stede for at give råd og vejledning og sikre, at de ikke samles i større flokke.«
Vicepolitiinspektøren fortæller, at Tivoli normalt er mødestedet, efter mange har været ude at spise brunch, og derfor vil politiet også være til stede der.
Det er især kommuner på Københavns Vestegn, som har haft høje smittetal, men her kunne politiet også melde om en rolig weekend.
»Vi har været synlige og været rundt og kontrollere, at de forskellige steder har lukket, som de skal, og om der er blevet brugt mundbind. Det har været en positiv oplevelse. Vi har ikke måtte ty til bødeblokken,«siger Thomas Christensen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, der heller ikke har registreret en stigning i antallet af private fester på grund af den tidlige nedlukning i nattelivet.
De unge har lyttet
Selv om det ikke er mere end en uge siden, at rigspolitichefen sagde til unge, at der skrues ned for tæthed og op for ansvarlighed, er Bo Samson ikke overrasket over, at det tilsyneladende er gået så godt denne weekend.
»Men situationen var jo også weekenden forinden, at der havde været rigtig mange unge mennesker i bybilledet. Jeg tror på, at borgerne har hørt, hvad han sagde, og de unge mennesker har været gode til at følge de retningslinjer,« siger vicepolitiinspektøren.
Politiet vil ifølge Bo Samson fortsat være talstærkt til stede i bybilledet de næste fire uger, som er afgørende for, at smittetrykket i Danmark flader ud.
Hvordan håndterer I private fester? Der er flere, som har rejst den bekymring, at en tidlig nedlukning i byen vil betyde flere private fester.
»Det har ikke været på et niveau, hvor det har givet store udfordringer for politiet. Og de få sager, der har været, har kun været i tidsrummet mellem kl. 22 og 24,« siger Bo Samson.