Fortsæt til indhold
Indland

Politikere efterlyser klare regler frem for »sund fornuft«

Statsministeren kritiseres af DF og SF for sine svage formuleringer om at begrænse den sociale omgang.

Danskerne har brug for klare anvisninger – ikke for svage formuleringer.

Statsminister Mette Frederiksen får kritik for sin håndtering af coronasituationen. På grund af et stigende smittetal bad hun på et pressemøde fredag danskerne om at begrænse den sociale omgang.

»Der kommer ikke fra myndighederne en anbefaling til et bestemt antal personer, og det kommer til at rejse masser af spørgsmål i alle familier og hos alle. Hvor mange kammerater må børnene have med hjem efter skole? Hvor mange venner må man invitere til en middag? Der er masser af svære valg, og vi kommer ikke til at kunne lave fuldstændig håndfaste retningslinjer. Derfor er der et godt råd til os alle, nemlig at vi alle sammen bruger vores sunde fornuft,« sagde statsministeren.

Det giver ikke mening, at man siger til Samsø, at øen også skal overholde restriktionerne, når den ikke har en eneste smittet borger.
Kirsten Normann Andersen (SF), sundhedsordfører

Men den sunde fornuft kan variere meget fra person til person, og derfor bør rammerne være mere specifikke, lyder det fra et af regeringens støttepartier, SF.

»Det er et stort ansvar, at det skal være op til min samvittighed, om jeg vil deltage i en konfirmation eller i en stor familiefest. Jeg er bekymret for, at man ikke er mere præcis i sine udmeldinger,« siger sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF).

»Det er for svagt. Hvis man ønsker, at vi skal lave begrænsninger, i forhold til de mennesker vi er sammen med, er det godt at have en rettesnor, så det ikke er op til den enkeltes samvittighed. Det er virkelig et individuelt skøn, hvad der er ansvarligt,« siger hun om statsministerens udmelding.

Det giver ikke mening

Kirsten Normann Andersen er »bekymret« for den stigende smitte, som hun mener kalder på mere forebyggelse i hverdagen.

Lørdag eftermiddag oplyste Statens Serum Institut, at 589 personer var konstateret smittet med covid-19 det seneste døgn. 62 er nu indlagt med sygdommen, hvilket er en stigning på fire personer.

I Kirsten Normann Andersens optik bør både daginstitutioner, skoler og arbejdspladser inddele personerne på stedet i mindre, faste grupper, så en enkelt smittet ikke risikerer at sprede smitten til mange andre.

Til gengæld har hun svært ved at forstå, at regeringens restriktioner om bl.a. forsamlingsforbud på 50 og åbningstider til kl. 22 skal gælde over hele landet.

»Det giver ikke mening, at man siger til Samsø, at øen også skal overholde restriktionerne, når den ikke har en eneste smittet borger,« siger hun.

Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, efterlyser generelt mere klare udmeldinger fra regeringen og myndighederne.

»De bør præcisere, hvad det drejer sig om. Der mangler en klar udmelding om, hvad man ikke må,« siger hun, der frygter, at »mange mennesker bliver hinandens værste politibetjente«.

Hun undrer sig samtidig over, at det fremover vil være muligt at forsamles 50 personer, når smitten griber om sig:

»50 er stadig mange til en fest. Man skulle måske have det længere ned for ikke at brede smitten ud,« siger hun.

Regeringen kom fredag med 23 coronatiltag. Ud over en stribe anbefalinger om bl.a. at se færre personer og aflyse arrangementer i det offentlige rum var der også en række klare forbud. Eksempelvis at forsamlingsforbuddet sænkes fra 100 til 50 over hele landet, at der maksimalt må være 500 siddende personer til en superligakamp, og at den tilladte åbningstid for restauranter, barer og caféer begrænses til kl. 22.