Fortsæt til indhold
Indland

Danskernes rejser begrænses yderligere - fem nye lande er orange

Udenrigsministeriet fraråder nu også rejser til Nederlandene, Portugal, Schweiz, Østrig og Ungarn

Rejselystne danskere får fremover endnu færre lande at vælge imellem, hvis de vil uden for landets grænser.

Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning torsdag fraråder rejser til yderligere fem lande på grund af for mange smittede med covid-19. De nye lande, som nu farves orange på ministeriets rejsekort, er Nederlandene, Portugal, Schweiz, Østrig og Ungarn.

For de fire første lande gælder det, at deres smittetal er kommet på den forkerte side af 30 nye smittede pr. 100.000 indbyggere, mens anbefalingen om ikke at rejse til Ungarn skyldes, at landet har indført særlige rejserestriktioner, der omfatter karantæne for danskere.

Et enkelt, lille land - San Marino - har fået vendt udviklingen og nedbragt antallet af smittede, så det går fra orange til gult på Europakortet, og det betyder, danskere igen kan rejse til lilleputstaten.

Før den seneste rejsevejledning frarådede Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til Luxembourg, Rumænien, Spanien, Andorra, Malta, Belgien, Monaco, Kroatien, Frankrig, San Marino og Tjekkiet. Bundlinjen efter den nyeste rejsevejledning er, at der nu er begrænsninger på at rejse til i alt 15 lande i Europa.