Kolding-borgmester afviser kendt folketingspolitiker som sin efterfølger
Borgmester i Kolding, Jørn Pedersen (V), blander sig nu i debatten om, hvem der skal være hans efterfølger ved det kommende kommunalvalg næste år.
Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) har hidtil afvist at blande sig i debatten om, hvem der skal være byens næste borgmester, efter at han forrige måned meddelte, at han ikke genopstiller til kampen om borgmesterposten ved det kommende kommunalvalg.
Nu har Venstre-manden imidlertid skiftet holding og peger på sin byrådskollega Jakob Ville i kampvalget om at blive partiets næste borgmesterkandidat. Samtidig meddeler Jørn Pedersen, at han af principelle årsager er modstander af, at den kendte folketingspolitiker Eva Kjer Hansen får posten.
Det skriver JydskeVestkysten.
Jeg er ikke tilhænger af, at man flyver kendisser ind udefra. For hvor motiverende er det lige at være hjælperytter på holdet, hvis man aldrig selv får chancen for at blive kaptajn?Jørn Pedersen (V), borgmester i Kolding
Ifølge mediet har Jørn Pedersen manglende støtte til Kolding-kredsens mangeårige folketingsmedlem og tidligere minister, Eva Kjer Hansen, intet personligt med Venstre-kandidaten at gøre.
»Jeg har kæmpe respekt for Eva (Eva Kjer Hansen red.) og hendes indsats i Folketinget. Men jeg er ikke tilhænger af, at man flyver kendisser ind udefra. For hvor motiverende er det lige at være hjælperytter på holdet, hvis man aldrig selv får chancen for at blive kaptajn? Jeg er bange for, at det tager gejsten fra lokale politikere, som har knoklet for deres kommune i årevis,« siger Jørn Pedersen blandt andet til mediet og henviser til, at Eva Kjer Hansen hverken er byrådsmedlem eller bor Kolding endnu.
56-årige Eva Kjer Hansen meddelte forrige uge, at hun vil gå efter borgmesterposten i kommunen som følge af flere opfordringer fra baglandet i Kolding.
»Det er væltet ind med opfordringer fra mit bagland i Kolding om, at nu synes de, at der er brug for mit engagement lokalt,« sagde hun i den forbindelse til Ritzau.
Jørn Pedersen understreger overfor Jydske Vestkysten, at han vil bakke Eva Kjer Hansen op, hvis hun vinder over Jakob Ville og bliver Venstre nye borgmesterkandidat i Kolding.
Eva Kjer Hansen har bestridt en række ministerposter. Senest var hun fiskeri- og ligestillingsminister samt minister for nordisk samarbejde.
I februar 2016 måtte hun dog trække sig som miljø- og fødevareminister efter anklager om at have undermineret miljøhensyn i den såkaldte landbrugspakke.
Også den tidligere udenrigsminister og partiformand Villy Søvndal (SF) har meddelt, at han vil forsøge at blive borgmester i Kolding.