Drægtig hoppe blev mishandlet og aflivet: Politiet leder efter en mand med flaskelignende genstand
Hoppen måtte aflives som følge af skaderne, der vurderes at være blevet påført hesten omkring endetarmen.
Dyreværnsenheden hos Midt- og Vestsjællands Politi har bedt offentligheden om hjælp til at identificere en mand i en sag om mishandling af en hest hos Holbæk Rideklub torsdag den 10. september om aftenen eller natten til fredag.
Rideklubben, der ligger på Ladegårdsalleen i Holbæk, anmeldte misthandlingen til politiet fredag morgen. Da hesten blev opdaget, havde den så alvorlige skader, at den måtte aflives.
»Den foreløbige undersøgelse viste ingen naturlig forklaring på de skader, som hesten var blevet påført,« oplyser politiet.
Ifølge Holbæk Rideklub var der tale om en otteårig fjordhest - en drægtig hoppe, der blev opdaget med omfattende skader omkring endetarmen.
Sagen har fået stor opmærksomhed blandt hestefolk i hele landet, og nu har overvågningsvideoer fra stedet vist en endnu uidentificeret mand gå ind på rideklubbens område samt forlade stedet igen omkring tre timer senere.
Manden beskrives som 25-30 år, spinkel af bygning med kort hår. Han var iført en mørk jakke, en kortærmet bluse/skjorte under, lange bukser og mørke sko. Han havde en jakke over højre underarm og en flaskelignende genstand i venstre hånd.
Politiet vil gerne vide, hvorfor han befandt sig på rideklubbens område i det tidsrum.
Her går manden ind på rideklubbens område torsdag den 10. september om aftenen:
Her forlader manden stedet igen natten til fredag den 11. september:
Videoerne fra overvågningen ved rideklubben kan ses herunder. Bemærk, at tidspunktet på videoen er angivet en time tidligere end det reelle tidspunkt, og at manden altså befandt sig på rideklubben fra kl. 22:48 til 01:49.
Flere hesteejere har i løbet af sommeren anmeldt mulig mishandling af heste på stald.
I Thy fik en hest i juni flænger på skulderen og bagbenene fra noget, der kunne ligne en kniv eller et andet skarpt objekt. Og tidligere samme måned blev en hest i Thyholm ifølge TV Midtvest aflivet, fordi den havde en dyb, snitsår-lignende skade på det ene bagben.
Den ene episode fik hesteejerne til at udlove en dusør på 100.000 kr. til den, der kan hjælpe politiet med at opklare sagen.