DMI advarer: Tæt tåge over store dele af landet
Natten til onsdag vil det være tåget på Fyn og i Jylland, hvilket kan give problemer. Bilister opfordres til at være opmærksomme.
Natten til onsdag såvel som onsdag morgen vil der ligge en tåge over store dele af landet, som kan være tæt.
Det varsler DMI tirsdag aften.
Nogle steder vil tågen være med en sigtbarhed på under 100 meter, hvilket kan give udfordringer i trafikken, lyder advarslen.
Den tætte tåge »vil forekomme mellem midnat og kl. 08« mange steder i Jylland og på Fyn, oplyser DMI's meteorolog Anna Christiansson tirsdag aften.
»Der vil være variationer, både i hvornår tågen kommer og hvornår den letter. På det enkelte sted vil der også være variationer i, hvor tæt tågen er hen igennem natten,« skriver hun i DMI's varsel.
Tæt tåge var også et problem for morgentrafikken tirsdag, da politikredsene måtte opfordre bilisterne til at køre langsommere og holde bedre afstand til hinanden end under normale omstændigheder. De samme forhold vil gøre sig gældende onsdag morgen, lyder beskeden fra DMI.
Flere politikredse har desuden samtidig benyttet lejligheden til at meddele bilisterne, at man skal huske at tænde baglygterne på bilen i tåge, da mange biler ikke har automatisk lys på baglygterne.
Sjælland vil gå fri af den tætte tåge i denne omgang, lyder det fra DMI, som dog varsler voldsomt vejr i hele Jylland og på hele Fyn.
Tågen vil lette i løbet af morgentimerne onsdag, som bliver køligere end tirsdag med tørt og skyet vejr og temperaturer mellem 16 og 20 grader.