Kritik af PET: Det tager for lang tid at slette personoplysninger
Efterretningstjenesten tager kritikken meget alvorligt.
Politiets Efterretningstjeneste har i forbindelse med fire politiske demonstrationer i 2019 ikke været hurtig nok til at slette personoplysninger.
Det fremgår af årsredegørelsen for 2019 fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).
I redegørelsen, der udkom onsdag, skriver TET, at PET i 2019 havde fire sager om politiske demonstrationer, hvor oplysningerne om i alt 30 personer ikke blev slettet umiddelbart efter, at tjenesten havde konstateret, at den politiske virksomhed var lovlig.
TET skriver, at det generelle samarbejde med PET er godt, men der er meget lange svartider i forbindelse med tilsynets høringer.
»Som følge af PETs sagsbehandlingstider har tilsynet i 2019 oplevet, at formålet med planlagte kontroller forspildes. Endvidere har PETs sagsbehandlingstider begrænset tilsynets muligheder for at foretage supplerende kontroller,« står der i rapportens resumé.
PET-chef Finn Borch Andersen tager i en pressemeddelelse fra efterretningstjenesten kritikken alvorligt.
»Vi tager i PET enhver kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne meget alvorligt. Vi vil derfor gennemgå redegørelsen grundigt og sikre, at vi følger op i forhold til de kritikpunkter, der er,« siger han.
Tilsynet med Efterretningstjenesterne udfører kontrol med PET, Forsvarets Efterretningstjeneste samt Center for Cybersikkerhed. Det skal kontrollere, at tjenesterne opererer inden for lovgivningen for dem.
I august leverede TET et skarp kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Af en rapport fremgik det, at FE bl.a. havde tilbageholdt oplysninger, indhentet oplysninger om en ansat i tilsynet samt igangsat operationelle aktiviteter i strid med dansk lovgivning.
Kritikken førte til, at bl.a. FE's chef Lars Findsen blev hjemsendt sammen med to andre ledende medarbejdere.