SF vil bekæmpe negativ social kontrol i muslimske miljøer – flere skal straffes
SF kræver et opgør med social kontrol ind i finansloven. S er åben for diskussionen, V tvivler på effekten.
Fædre, mødre og ægtemænd, der udøver social kontrol mod døtre og hustruer, skal lettere kunne havne i fængsel.
Det foreslår SF, der som en del af et opgør med »negativ social kontrol i muslimske miljøer« vil skrive social kontrol direkte ind i straffelovens paragraf 243 om psykisk vold, der giver op til tre års fængsel. Det skal blandt andet ramme forældre, som udsætter en datter for omfattende, nedbrydende overvågning, og familier, som fastholder kvinder i et ægteskab mod deres vilje.
»Det begrænser et menneske og skal straffes lige så hårdt som fysisk vold,« siger partiformand Pia Olsen Dyhr.
Det vil undre mig, hvis det vil gøre en forskel.Mads Fuglede (V), udlændingeordfører
Samtidig skal det i seksualundervisningen gøres obligatorisk at lære om bl.a. ”mødomsmyten” samt homoseksualitet. Derudover stiller partiet finanslovskrav om 4 mio. kr. til krisecenterpladser i Aarhus og Odense for at kunne hjælpe tættere på boligområder som Gellerupparken og Vollsmose, hvor der ifølge partiet er problemer med social kontrol.
»Det giver den enkelte et redskab til at forsvare sig. En pige eller kvinde, der bliver udsat for social kontrol, har pludselig staten bag sig,« siger integrationsordfører Halime Oguz (SF).
Juraprofessor Lasse Lund Madsen mener, at det vil have en effekt, hvis social kontrol skrives ind i selve straffeloven, fremfor at det som i dag »er gemt halvvejs nede i forarbejderne«.
Enhedslisten støtter umiddelbart forslaget om at ændre paragraffen om psykisk vold og om flere penge til at bekæmpe social kontrol.
Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, glæder sig over SF’s fokus på ligestilling i indvandrermiljøerne. Han mener, at det fokus har manglet på venstrefløjen.. Han vil ikke modarbejde forslaget, men tvivler på effekten af at skrive social kontrol direkte ind i loven.
»Vi lavede ændringer af loven mod psykisk vold med udgangspunkt i, at vi ville social kontrol til livs. Derfor vil det undre mig, hvis det vil gøre en forskel,« siger han.
Hverken justitsminister Nick Hækkerup eller finansminister Nicolai Wammen har ønsket at kommentere SF-udspillet, men Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus (S), vil gerne diskutere initiativerne og siger:
»Rigtig mange piger er udsat for social kontrol. Det er gift for deres livskvalitet og ekstremt udansk.«