Fortsæt til indhold
Indland

Bilist påkørte cykelrytter og stak cykeltræner ned

En 26-årig mand er anholdt for grov vold, efter at han tirsdag stak en cykeltræner ned under et skænderi.

/ritzau/

En træningstur for et ungt cykelhold udviklede sig tirsdag dramatisk, da en cykelrytter blev kørt ned, og holdets træner blev stukket med en kniv.

Politiet fik anmeldelsen om episoden på Vinderslevholmvej ved Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg klokken 18.09.

- Af ukendte årsager rammer en bilist en af cykelrytterne bagfra, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Efter påkørslen standser både bilisten og cykelrytterne op.

- Det kommer til noget diskussion og tumult mellem cykelholdets træner og bilisten. Det ender med, at bilisten stikker træneren med en kniv, siger vagtchefen.

Den 53-årige cykeltræner bliver stukket i maven.

- Bilisten bliver anholdt, og træneren bliver bragt til skadestuen. Han er ikke i livsfare, siger Henrik Nielsen.

Cyklisten, der blev påkørt, slap fra uheldet med skrammer og havde ikke behov for at komme på skadestuen.

Den 26-årige bilist er sigtet for grov vold.

- Vi arbejder på at få overblik over, hvad der skete, og hvorfor han ramte cykelrytteren, siger vagtchefen tirsdag aften.

Natten til onsdag melder politiet, at den sigtede skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag med krav om fængsling.

Tidspunktet for grundlovsforhøret er uvist.