Østeuropæere dømt for indrejse på falske kontrakter
11 personer er idømt fængsel og udvisning for at forsøge at rejse ind i Danmark trods coronarestriktioner.
I sommer krævede de særlige coronarestriktioner, at man skulle have et arbejde eller et andet anerkendelsesværdigt formål for at kunne rejse ind i Danmark på lovlig vis.
Men ved grænsen til Tyskland blev flere personer fra især Østeuropa anholdt og varetægtsfængslet, da de forsøgte at rejse ind i landet med falske arbejdskontrakter.
Nu er de første domme faldet i sagerne, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. Og dommene lyder på to måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.
I den senere tid er fem bulgarere - fire mænd og en kvinde - samt seks ukrainske mænd ved Retten i Sønderborg blevet dømt for dokumentfalsk, efter at de blev afsløret med falske arbejdskontrakter.
Anklagemyndigheden krævede i retten, at alle 11 skulle have en skærpet straf, da der var tale om overtrædelser af straffeloven i forbindelse med coronasituationen.
Det krav valgte domsmandsretten ifølge pressemeddelelsen at følge.
Alle 11 blev idømt 60 dages ubetinget fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.
De nægtede sig alle skyldige, men ingen af de dømte ankede dommen til landsretten.