Britisk politi efterforsker muligt sommerhusdrab i Danmark
En britisk mand er sigtet for at have dræbt sin 47-årige kone under en ferie i Danmark.
Den 6. juni 2017 blev en 47-årig britisk kvinde fundet død i vandet ved Nørre Nebel nord for Varde i Sydvestjylland.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforskede dødsfaldet og konkluderede et halvt år senere, at der var tale om en drukneulykke. Sagen blev derfor henlagt.
På baggrund af nye oplysninger i sagen begyndte britisk politi dog at efterforske sagen i 2018, og i denne uge har dansk politi hjulpet politiet i Greater Manchester med at foretage nye afhøringer i sagen, der nu efterforskes som en drabssag.
»Under besøget i Danmark i denne uge har de britiske repræsentanter således – i samarbejde med efterforskere fra Central Efterforskning ved Syd- og Sønderjyllands Politi – genafhørt en række personer og gennemgået en række tekniske beviser i sagen,« oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Politiet i Greater Manchester sigtede i april i år kvindens nu 47-årige mand for drabet på den 47-årige kvinde.
Ifølge sigtelsen skulle drabet være sket, mens parret var på ferie i et sommerhus i Nørre Nebel, men det er endnu uvist, om efterforskerne formoder, at drabet skulle være sket i sommerhuset eller i kystområdet.
Den sigtede, der er britisk statsborger, forventes at skulle for retten i oktober.