Far idømt fængsel og behandling for overgreb på egen datter og dennes veninde
Piger på ni og ti år blev udsat for overgreb af 46-årig mand på Østjylland. Han er far til det ene barn.
En mand fra Østsjælland skal i behandling, efter at han har tilstået, at han begik seksuelle overgreb både på sin egen datter og på datterens veninde.
Torsdag har Retten i Roskilde fastsat straffen. Resultatet er blevet fængsel i to år. Heraf er seks måneder gjort ubetinget. Resten af straffen er betinget af, at manden underkaster sig sexologisk behandling.
Det var i juli, at den 46-årige mand erkendte forbrydelserne. Den dag mødte adskillige pårørende til ofrene op i retten. Der kom så mange, at der ikke var plads til alle i retslokalet.
Pigerne var ni og ti år, da manden blandt andet befølte dem i skridtet. På grund af børnenes alder er der ifølge straffeloven tale om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
I forbindelse med efterforskningen fandt politiet desuden børnepornografiske billeder og videoer på en computer og et usb-stik.
Den 46-årige har valgt at modtage dommen.