Fik nej til stegt flæsk på dankortet
Dansk Folkeparti vil nu kæmpe for, at danskerne kan få billeder af grise og køer på betalingskortet.
Det lyder ganske uskyldigt at skulle vælge et billede til sit dankort. Men det er det ikke, kan man forstå på Jesper Glerup, der har fået nej til at få et billede af stegt flæsk med kartofler og persillesovs på sit betalingskort, skriver TV2.
Jesper Glerup ville vælge motivet for at kunne kende forskel på sine to dankort, hvoraf det ene går til hans madkonto. Men Nets satte foden ned, da de så hans foto.
»Kortet må ikke indeholde anstødelige eller provokerende billeder eller religiøse, racistiske eller politiske budskaber/personer i form af billeder, symboler eller grafik (f.eks. militær, jagt, voldelige situationer, kampsport m.v.). Det valgte kortdesign kan virke anstødeligt på andre kulturer internationalt. Risikoen er f.eks., at du får inddraget dit kort,« stod der blandt andet i mailen fra Nets ifølge TV2.
Jesper Glerup forstår ikke Nets’ beslutning. Ikke mindst fordi stegt flæsk med persillesovs blev kåret som Danmarks nationalret i 2014. Men på trods af beslutningen taget af betalingskortudstederen er Jesper Glerup ikke ude på at hænge Nets ud. Alligevel synes han, at det er skørt.
Nu vil den forsmåede elsker af stegt flæsk forsøge at få et billede af wienerschnitzel på sit dankort. For det kan han også godt lide.
Næstformand i Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt stiller sig på Jesper Glerups side.
»Nets har monopol på at udstede betalingskort i Danmark, og det er jo en kedelig situation, når forbrugeren ikke har et frit valg. Især ikke, når monopoltilstanden tydeligvis er steget dem så meget til hovedet,« siger Morten Messerschmidt til BT.
Messerschmidt siger, at DF nu vil tage striden op som en konkurrenceretlig sag, da danskerne skal have mulighed for at få stegt flæsk med persillesovs med mere på dankortet.