Fortsæt til indhold
Indland

126 lærerstuderende sendt hjem efter smitteudbrud i Odense

I weekenden blev en lærerstuderende testet positiv for covid-19 på UCL i Odense. Siden er tallet steget til 11.

»Vi tager situationen ekstremt alvorligt, og vores beredskab blev lynhurtigt aktiveret,« siger rektor Jens Mejer Pedersen, UCL's campus på Niels Bohrs Alle i Odense.

I den seneste weekend blev en lærerstuderende testet positiv for coronavirus. I løbet af tirsdagen steg tallet af smittede til ni. Og onsdag formiddag oplyser skolen til fyens.dk, at antallet af smittede nu er oppe på 11.

I alt 126 studerende er blevet kontaktet og sendt hjem. De skal blive hjemme, indtil de er blevet testet og konstateret smittefrie. Der er bl.a. tale om nye studerende, som har deltaget i studieintroducerende forløb varetaget af ældre elever. Skolen uddanner bl.a. lærere, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og radiografer.

Selv om 11 smittede er en del, skal tallet dog holdes op mod det faktum, at UCL er en af Fyns allerstørste uddannelsesinstitutioner.

På campus på Niels Bohrs Allé er der godt 5.000 indskrevne elever og cirka 500 medarbejdere. UCL har samlet set godt 11.000 studerende og 1.000 medarbejdere.

»Det er klart, at der er en smitterisiko, når unge mennesker er sammen. Derfor har vi forberedt os på netop denne situation, så vi kunne handle med det samme,« siger Jens Mejer Pedersen.

»Når man starter på en uddannelse, så er der også et liv uden for studietiden, hvor der kan opstå risiko for smitte, men vi gør alt, hvad vi kan for at minimere smitterisikoen i forbindelse med studielivet,« siger Jens Mejer Pedersen.

På skolens hjemmeside oplyser rektoren, at man torsdag vil få opstillet et mobilt testcenter ved campus på Niels Bohrs Alle, så studerende kan blive testet.