Fortsæt til indhold
Indland

Yderligere 99 er smittet med corona - et nyt dødsfald

Antallet af indlagte coronapatienter på landets sygehuse falder med tre til i alt 20 personer.

/ritzau/

Yderligere 99 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

Det oplyser Statens Serum Institut tirsdag ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Antallet af indlagte falder med tre til i alt 20, og der er ét nyt coronarelateret dødsfald.

Det bringer det samlede antal døde med corona op på 625, siden virusset første gang blev påvist herhjemme i slutningen af februar.

Der er ikke nogen ændringer, når det gælder antallet af indlagte på landets intensivafdelinger.

Her er antallet uændret fire. De er alle lagt i respirator, som hjælper dem med at trække vejret.

Siden mandag er yderligere 17.284 personer blevet testet for coronavirus.

Dermed er det samlede antal testede personer nået op på 1.730.572.

Der er i den forløbne uge påvist lidt færre smittetilfælde end på samme tid sidste uge, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår også, at næsten hver tredje - 27 procent - af de nye smittede i perioden fra 24. til 31. august tilhører aldersgruppen 20 til 29 år.

Det er påfaldende, da denne aldersgruppe kun udgør 13 procent af befolkningen.