Manden i postsækken
Da Iraks diktator Saddam Hussein i august 1990 invaderede Kuwait, tilbageholdt han tusindvis af udlændinge for at forhindre USA og dets allierede i at bombe Irak. Alle gidsler blev dog frigivet i december – på nær den danske diplomat Mogens Pedersen. En ny bog fortæller, hvordan han blev smuglet ud i friheden.
To sammensyede jutesække til diplomatpost, en håndfuld plastposer til at tisse i og en hundehvalp, der lyder navnet Saddam.
Det lyder som en ordreseddel fra Egon Olsen forud for alle tiders kup.
Men det var i virkeligheden de simple ingredienser til alle tiders flugt. En flugt, der i dramatik ikke lod en James Bond-film meget tilbage at ønske.
De tre personer, der deltog i flugten, var dog langtfra så hårdkogte som den britiske machoagent. Det bedyrer i hvert fald manden, der var flugtens hovedperson.
Mogens Pedersen var det næsten usynlige midtpunkt i en spektakulær flugt fra Bagdad, umiddelbart inden missilerne begyndte at regne ned over den irakiske hovedstad i januar 1991. Kun en lille håndfuld mennesker kendte til planen. Og kun tre vidste, hvordan den ville blive udført. Og ingen anede, om det ville lykkes at få den danske diplomat uset ud efter en køretur på 575 kilometer i en ørken fyldt med kontrolposter.
Alle flugtens detaljer er aldrig blevet fortalt før nu, hvor Jyllands-Postens udlandsredaktør, Henrik Thomsen, og journalisten Ole Sønnichsen i den nye bog ”Det sidste gidsel” fortæller hele historien om diplomaten, der var som både en mor og far for de 34 gidsler, der i 1990 blev holdt tilbage af Saddam Hussein i Bagdad, og selv måtte blive tilbage som sidste mand på ambassaden, da de var fri.
På en stille villavej i Middelfart er en skraldebils rumlen det eneste, der forstyrrer billedet af dansk normalstilstand. Her har Mogens Pedersen slået sig ned efter et langt liv i diplomatiets tjeneste. Senere i år fylder han 70, men valgte at lade sig pensionere fra sin seneste udstationering i Kina i februar.
Mogens Pedersen fortæller med en diplomats lavmælte og kirurgiske skarphed om begivenhederne i de dramatiske måneder fra august 1990 til januar 1991:
Mit temperament fik en noget kortere lunte efter det, jeg gik igennem. Og var det sket 10 år senere, ville man helt sikkert sige, at jeg havde PTSD.Mogens Pedersen, tidligere diplomat
»Jeg har altid påstået, at jeg var den samme efter oplevelserne i Kuwait og Irak. Men det passer jo ikke, for dine erfaringer er summen af alt det, du har oplevet, og det tog fem-seks år, før jeg sov normalt igen, og jeg har haft svært ved at skrive. Jeg har ikke haft mareridt om det, jeg har gennemlevet, men jeg indrømmer gerne, at mit temperament fik en noget kortere lunte efter det, jeg gik igennem. Og var det sket 10 år senere, ville man helt sikkert sige, at jeg havde PTSD,« mener Mogens Pedersen.
Det er ikke alene historien om en flugt, der er som skåret til det store filmlærred. Det er også beretningen om en diplomat fra Langeland, der pludselig stod i verdens brændpunkt og handlede uden at tøve. Mogens Pedersen levede op til den klassiske forestilling om diplomaten, der har styr på formalia, men som også har det ekstra, der skal bruges, når alt brænder på.
Og brændte på, det gjorde det i Kuwait.
Mogens Pedersen var i 1990 attaché på den danske ambassade i Kuwait. Fra det øjeblik irakerne invaderede landet, tog den dengang 39-årige diplomat føringen med at samle de danskere, der befandt sig i Kuwait. Hans kontorarbejde fik med ét flere nuancer; han satte sig i kontakt med den kuwaitiske undergrundsbevægelse og hjalp med våbentræning og statsborgere fra andre lande med falske danske pas. Slet ikke opgaver, der står i en diplomats jobbeskrivelse.
Det blev gradvist mere og mere usikkert i Kuwait, og mens krigsrummel og rygterne tog til, arbejdede Udenrigsministeriet på en evakueringsplan for at få danskerne hjem. Men det satte Saddam Husseins styre en stopper for. Udlændinge skulle samles i Bagdad og blev dermed gidsler i et storpolitisk spil, ingen kendte udgangen på. Men ildevarslende var det.
Usikkerheden bed i gruppen af danskere. Den ene dag forlød det, at de kunne komme hjem, den næste var alt igen uafklaret. Men Mogens Pedersen holdt blikket stift rettet mod planen om at evakuere danskerne i en konvoj til Bagdad. Og i gruppen er der stor tillid til ham; i modsætning til ambassadør Birger Dan Nielsen er det Mogens Pedersen, der bevarer roen og giver tryghed. Han var hele tiden det naturlige samlingspunkt med sit menneskelige miks af mentalt overskud og klar tale. Det var en opgave uden fyraften. Han fik højst et par timers søvn på en sofahynde, levede af dåsetun, lidt hakket rødløg og hvidvin. Og forsøgte at dæmme adrenalinen op med 70 smøger om dagen.
Jeg var bevidst om, at jeg aldrig måtte falde ud af rollen som ham, der havde styr på det hele. Det var simpelthen ikke en mulighed.Mogens Pedersen, tidligere diplomat
»Jeg lærte at klare mig uden søvn. Jeg sov allerhøjst et par timer i de måneder. Det sagde gidslerne altid: ”Mogens, det er ham, der aldrig sover”. Jeg tror, det gik, fordi jeg vænnede mig til at tænke dagen igennem, inden jeg lagde mig til at sove. Det var en ventil mod frygten. For selvfølgelig er man bange. Der var jo ingen af os, der anede, hvad der ville ske – og hvornår. Det var fuldstændig uforudsigeligt, hvad irakerne kunne finde på. Og man er en lallende idiot, hvis man ikke er bange. Du må godt være skrækslagen, så længe du er i kontrol med dig selv. Men jeg var fuldstændig bevidst om, at jeg aldrig måtte falde ud af rollen som ham, der havde styr på det hele. Det var simpelthen ikke en mulighed, hvis vi skulle kunne holde sammen,« fortæller Mogens Pedersen i dag, når han tænker tilbage på de dramatiske dage.
Og da danskerne kom fra Kuwait til Bagdad i midten af august 1990, valgte Mogens Pedersen at blive sammen med gidslerne i stedet for at flytte ind hos sin attachékollega på ambassaden. De blev indkvarteret på Al Hamra-hotellet i Bagdad, og selv om de danske gidslers tilværelse også gik med ture ud i byen, fest og drikkeri for at holde tankerne på afstand, så var angsten alligevel konstant. Danskerne følte, de befandt sig i en bizar boble, og Mogens Pedersen kunne mærke, at flere og flere fik det svært psykisk, men han forsøgte at holde modet oppe i gruppen.
»Jeg oplevede alle facetter af menneskelige egenskaber. Både de gode og dårlige. F.eks. var vi i gruppen blevet enige om ikke at gå ud i medierne og udtale os på egen hånd for ikke at risikere at sige noget, der kunne skade os og arbejdet for at komme hjem. Men desværre var der nogle, der ikke kunne stå for fristelsen til at komme i rampelyset og føre sig frem,« siger Mogens Pedersen med en stemmeføring, der ikke hæver sig i styrke, men kun i ordenes spidshed.
Det officielle Danmark skulle ikke nyde noget af at forhandle med Saddam Hussein. Men udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) kom under et stigende pres for at gøre noget for de strandede danskere.
I løbet af sensommeren begyndte et umage sammenrend af tidligere toppolitikere –suppleret af den konverterede popsanger Cat Stevens – at løbe Saddam Hussein på døren for at forsøge at få deres landes gidsler hjem. Deres kendiseffekt var gangbar mønt i diktatorens bizarre propagandamaskine, og i Danmark blev der peget på den tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) som det mest oplagte bud på en forhandler med troværdighed i kufferten.
»Officielt kunne vi ikke hjælpe Anker Jørgensen, da Uffe Ellemann-Jensen havde frarådet ham at tage af sted, så han derfor rejste på egen hånd. Men jeg ved, at der var kontakt mellem de to, og ambassaden i Bagdad fik da også hjulpet Anker Jørgensen med at få møder i stand,« siger Mogens Pedersen.
Selv var han også absolut i baggrunden under den tidligere statsministers besøg. Mogens Pedersen var ikke akkrediteret ambassaden i Bagdad og formelt set kun almindelig borger, men han mødte Anker Jørgensen, der hilste på ham med ordene: »Det er rart at møde dig ansigt til ansigt. Der er mange, der har hvisket mig i øret om dig.«
Anker Jørgensen fik sit møde med Saddam Hussein og havde 16 af 38 danske gidsler med sig hjem den 16. november 1990. Den 6. december meddelte Saddam Hussein overraskende, at alle tilbageværende udenlandske gidsler kunne forlade Irak. Alle 3.400 – undtagen Mogens Pedersen. Han var nu det eneste udenlandske gidsel tilbage i Irak.
Han vidste ikke, hvorfor irakerne ikke ville slippe ham, men frygtede, at de havde efterretninger om hans færden i Kuwait efter besættelsen. Han begyndte selv at udtænke mulighederne for overlevelse. Enten flugt eller et sted at gemme sig, når krigen brød ud. På en af sine ture fandt han en lille forladt by uden for Bagdad, hvor han ville kunne gemme sig et stykke tid. Men snart skulle han få hjælp til sine planer.
Mellem jul og nytår ankom planlægningschef Mads Sandau-Jensen og korrespondent Tine Astrupgaard, officielt udsendt af Udenrigsministeriet for at bistå med arbejdet på ambassaden. Men i virkeligheden med det ene formål at hente Mogens Pedersen hjem.
Mads Sandau-Jensen havde været i Bagdad i efterårets løb, hvor han havde lagt planer for evakuering af gidslerne. Han havde kørt rundt i Irak for at danne sig et overblik over mulighederne, og de planer kunne nu bruges til at få Mogens Pedersen hjem. Planerne eksisterede ikke officielt. Mogens Pedersen skønner i dag, at maksimalt fem personer i Udenrigsministeriet – inklusive Uffe Ellemann-Jensen –kendte til dem. Og det medførte nærmest lynchstemning i kontorerne på Asiatisk Plads, at man tilsyneladende ville lade Mogens Pedersen i stikken.
»Og de få, der vidste mere, holdt mund. Men de vidste også kun, at Mads og Tine ville forsøge at få mig ud. Ikke hvordan,« siger Mogens Pedersen.
Lige så enkel opgaven lød, lige så åben var løsningen. Der findes ikke ligefrem manualer for at smugle diplomater ud fra krigstruede diktaturstater. Men ganske vist er ministeriet styret af protokol, vaner og formalia, men under de tykke diplomatiske gulvtæpper gemmer sig også ressourcer i kringlede hjerner, der kan konstruere nye løsninger, når de gængse slipper op eller ender blindt. Og sådan en ressource var Mads Sandau-Jensen.
»Mads’ hjerne ser flere krøller og muligheder end de fleste. Han har en analytisk evne til at se mulighederne, en sans for præcision og for at forudse faldgruber, som han har med sig fra sin militære baggrund Men vi er ikke sådan nogle, der går ud og leger James Bond. Vi er bare mennesker, der er udstyret med et højt niveau af common sense. Vi er gode til at læse situationer og mennesker,« siger Mogens Pedersen, der selv har en militær baggrund.
Derhjemme testede Udenrigsministeriet, om nogen havde fået nys om, hvad der forestod. Kontorchef Marie-Louise Oxenvad ringede først til Mogens Pedersens kone, Marianne, der slap ud af Irak måneder før.
»Hun spørger Marianne, om hun tror, jeg kunne finde på at flygte. Det afviser Marianne, og det samme svar får hun, da hun bagefter ringer hjem til min mor på Fyn. Min søde mor svarer, at ”nej, det kunne Mogens aldrig finde på”,« siger Mogens Pedersen med et smil.
I Bagdad gør de tre klar til flugten. Men inden skal de afvikle ambassaden i Bagdad, have vigtige papirer med hjem og sørge for at brænde andre, så intet falder i de forkerte hænder. Til sidst kappes ledningen til kortbølgeradioen, der har været det sikre forbindelsesled til Udenrigsministeriet. Det er den 10. januar 1991. De tre danskere er nu på egen hånd.
Mogens Pedersen skal forlade Irak i en sæk, der bruges til diplomatpost. Sådan en sæk vil normalt være urørlig, men der er et problem: Han kan ikke være i den. Så han må selv sy to sække sammen, hvorefter næste problem opstår. Da han kravler ned i sækken, der normalt plomberes, kan han ikke få luft. Derfor må de udtænke et sindrigt snoretræk, som han kan betjene inde fra sækken, når han får brug for luft.
Der er fire dage til, at den frist, som den USA-ledede koalition havde givet Saddam Hussein til at forlade Kuwait, udløber. Klokken er lidt i fem i Bagdad. Det lykkes Mogens Pedersen at snige sig uset ud til diplomatbilen, hvor Mads Sandau-Jensen og Tine Astrupgaard står klar. Den sammensyede postsæk venter, Mogens Pedersen tager sit tøj af, så han kun har underbukser på, da han kravler ned i sækken. De tre ved præcis, hvad de skal gøre, og er klar over risikoen for, at der går noget galt.
Mogens Pedersen lægger sig fladt ned i bunden af bilen med sine tisseposer. Han bliver ”pakket ind” i andre sække med dokumenter og 10 tunge benzindunke. Dunsten af benzin gør ham rædselsslagen. Tanken om, at den antænder, og han ligger der som en forlist udbryderkonge, overladt til flammerne, er ved at overmande ham i et klaustrofobisk helvede. Den store, hvide Toyota Crown-stationcar kører fra diplomatboligen med Mads Sandau-Jensen ved rattet. Ved siden af sidder Tine Astrupgaard med den lille hundehvalp Saddam på skødet.
Bilen kommer let forbi en række kontrolposter, fordi de kører i diplomatbil. Et godt stykke vest for Bagdad passerer de en militær lastbil, der fungerer som affyringsrampe for de frygtede Scud-missiler. Bilen er punkteret, og soldaterne registrerer den hvide diplomatbil drøne forbi.
Pludselig taber bilen fart. Der kommer underlige lyde fra motoren. Bilen er simpelthen for tungt lastet til at kunne fortsætte. Det går ikke at fortsætte. Hvis den bryder sammen, vil de blive opdaget af irakerne, og aktionen vil være afsløret. Det vil være en katastrofe, for derude i ørkenen er de så langt ude på den tynde diplomatiske is, at der ikke vil være nogen immunitet, der kan hjælpe dem. De har blæst højt og flot på de diplomatiske spilleregler, og skulle irakerne finde på at ringe til det danske udenrigsministerium, vil der ikke være nogen hjælp at hente i svaret fra Asiatisk Plads. Så der er ingen vej udenom. De må vende om. 100 kilometer fra Bagdad føles det som en meget tung ludobrik, der er slået hjem.
På vejen tilbage passerer de atter lastbilen med Scud-missilet. Soldaterne skuler efter diplomatbilen, der nu kører hastigt den anden vej igen.
Ved ottetiden er de tilbage ved boligen i Bagdad igen; de har nået at overveje, om de i stedet skulle blive i byen og gemme sig, når det om få dage forventeligt vil brage løs med vestlige missiler. Men de beslutter at holde fast i flugtplanen og fordele sig i to biler. Mads Sandau-Jensen, der er blevet skeptisk over for, om det vil lykkes at slippe usete igennem igen, kører forrest i den store diplomatbil, nu befriet for de tunge benzindunke og sækkene med dokumenter. Mogens Pedersen bliver liggende i den store stationcar, som Mads Sandau-Jensen kører. Hunden Saddam bliver sat på passagerskabet. Mads Sandau-Jensen skal kunne give instruktioner til Mogens Pedersen, hvis de bliver stoppet, under dække af at tale med hunden. Mogens Pedersen ånder bogstaveligt talt lettet op, da han bliver befriet for lugten af benzin og den tunge bagage; i stedet smider de blot postsække med sammenkrøllede aviser hen over ham.
Kl. 9.30 kører de to biler vestpå. Forude venter 575 kilometer til den jordanske grænse. Tankerne, der løber gennem de tre hjerner, er mange. Har de benzin nok nu, hvor de allerede har kørt mange forgæves kilometer? Bliver de opdaget? Og hvis de gør, bliver de skudt eller smidt i et af Saddam Husseins berygtede fængsler? Og hvordan vil jordanerne tage imod to biler, der er flygtet fra Irak?
For tredje gang passerer den hvide diplomatbil den havarerede lastbil med Scud-missilet. Nu må de da fatte mistanke – eller?
Ved frokosttid når de byen Ramadi, hvor Mads Sandau-Jensen fra efterårets rekognoseringsture ved, at soldaterne er ret grundige i deres tjek. De er alene ved kontrolposten, ingen andre biler.
»Nu skal du eddermame ligge stille,« siger Mads Sandau-Jensen til hunden, men ordren er møntet på manden i postsækken. Mads Sandau-Jensen stiger ud og lader bildøren stå åben for at signalere, at der ikke er noget at skjule i bilen. Mogens Pedersen synes, det tager en evighed. Tanken om, at soldaterne har opdaget ham, nager ham. I mørket kan han intet se og forventer, at det kun vil være et spørgsmål om tid, inden han bliver hevet ud af bilen.
Bagved udfolder trioens hemmelige våben sig. Mads Sandau-Jensen har tænkt helt rigtigt, da han tildelte Tine Astrupgaard rollen som distraherende blikfang. Hun har fået ordre på at fumle bevidst med at rulle bilruden ned. Og da hun endelig træder ud af bilen, lykkes det at afvæbne situationen så meget, at de to biler kan fortsætte uden problemer efter 10 minutter. 10 lange minutter.
De fortsætter i flere timer. På et tidspunkt har de en bil fra det irakiske sikkerhedspoliti i hælene. Tine Astrupgaard kører stadig bagest og opdager, at sækken i den forreste Toyota bevæger sig. Mogens Pedersen har fået et hosteanfald. 70 daglige smøger i månedsvis har sat sine spor. Hun giver sig til at slingre sin bil for at aflede opmærksomheden, og irakerne vender om uden at opdage noget.
Hen på eftermiddagen når de den jordanske grænse. Mads Sandau-Jensen er nået ned til næste punkt på sin køreplan. Han stiger ud af bilen. Det vrimler med soldater.
Tine Astrupgaard opdager, at Mogens Pedersens sæk ikke er snøret helt til. Hun beder ham om at lukke sækken. Mogens Pedersen nægter. Han kan ikke mere. Han kan ikke få luft.
Imens Tine Astrupgaard dækker sækken til med nogle af de lette sække, rumsterer soldaterne helt tæt på bilen.
»Nu går det galt,« tænker Mogens Pedersen.
Men Tine Astrupgaard står ud af bilen og begynder at lege med hunden og tiltrækker sig soldaternes opmærksomhed.
Der er gået en halv time, og hun har ikke set skyggen af Mads Sandau-Jensen. Han sidder på grænsechefens kontor, hvor han afslappet signalerer, at der ingen dramatik er forbundet med deres tilstedeværelse.
Han takker ja til chefens tilbud om te, og det virker. De får ordnet papirerne og kan sætte sig i bilerne igen.
Sekunder senere kører de over grænsen til Jordan. Jublen bryder ud i begge biler. I postsækken græder Mogens Pedersen stille.
