Fortsæt til indhold
Indland

Skybrud flere steder i nat: Det regnede og regnede, og lørdag var haven blevet en sø

Lørdag morgen vågnede Kristoffer Pors Jakobsen til synet af en større sø i haven i Resenbro ved Silkeborg.

Det er ikke mere end et halvt år siden, at Kristoffer Pors Jakobsen fra Resenbro ved Silkeborg måtte have hjælp af hundredevis af sandsække for at holde vandet fra Gudenåen væk fra sit hus.

Og lørdag er den så gal igen med oversvømmelser. Store mængder nedbør betød natten til lørdag, at familien måtte have en pumpe til hjælp for at holde vandet ude af huset. Og lørdag morgen vågnede Kristoffer Pors Jakobsen til synet af en større sø i haven.

»Har da aldrig oplevet noget lignende. I går aftes og nat regnede det og regnede det,« skriver han i et opslag på Facebook.

https://www.facebook.com/kristoffer.p.jakobsen/posts/10158547928937264

Lørdag formiddag er arbejdet med at få vandet væk fra haven gået i gang, og det skrider stille og roligt fremad.

»Vi har lige nu tre pumper til at køre, som pumper vand ud af haven og ned i Gudenåen. Det hjælper, og vandstanden falder langsomt,« siger Kristoffer Pors Jakobsen lørdag til Jyllands-Posten.

DMI havde lørdag varslet om risiko for kraftig regn og lokale skybrud samt torden, og de voldsomme byger faldt natten til lørdag noget ulige i landet. Der blev ifølge DMI registreret skybrud i Aalborg, Vordingborg, Næstved, Aabenraa, Faxe og Jammerbugt kommuner. Men også i området omkring Resenbro og Silkeborg blev der registreret kraftig regn fra midnat og til kl. 08 lørdag morgen.

Sådan ser haven i Resenbro ud lørdag eftermiddag. Foto: Kristoffer Pors Jakobsen

For Kristoffer Pors Jakobsen gælder det om at krydse fingre i de kommende dage.

»Det ser heldigvis ud til vi kan pumpe vandet ud af vores have. Nu må det bare ikke regne mere,« siger han.

Ved Aalborg faldt der over 30 millimeter regn på en halv time - dobbelt så meget af, hvad der skal til for at blive anerkendt som et skybrud.

Lørdag er der igen varslet kraftig regn og lokale skybrud gældende for hele dagen i store dele af landet. Kun Nordjylland ser ud til at gå fri.

»Bygerne vil ofte være kortvarige, men kan klumpe sig sammen og give kraftig regn. Det er ikke muligt at sige præcis, hvor bygerne vil ramme. Nogle steder kan opleve mest tørt vejr, mens naboen kan få skybrud. Når lørdagen slutter, vil det være forbi med kraftige byger for nu,« lyder det lørdag morgen fra DMI’s meteorolog Anja Bodholdt.

Artiklens emner
DMI