Fortsæt til indhold
Indland

Nordjyske skoleklasser sendt hjem

De nordjyske kommuner har generelt et lavt smitteniveau, men coronavirussen bliver ved med at have konsekvenser.

Tre skoleklasser og i alt seks lærere er sendt hjem fra Nordstjernen Skoleafdeling i Frederikshavn Kommune, efter den ene af lærerne er blevet konstateret smittet med coronavirus.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at sende børn og voksne hjem er taget efter råd fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som styrer smitteopsporing i Danmark.

»Vi har taget de nødvendige forholdsregler, så vi kan bremse smitten bedst muligt. Vi har sendt tre klasser og fem ansatte i selvisolation, og så er den smittede lærer selvfølgelig også i isolation. Der er ingen symptomer på covid-19, men nu skal vi have testet de berørte elever og ansatte, før de igen kan vende tilbage,« udtaler skolechef i Frederikshavn Kommune Anette Nedermark i pressemeddelelsen.

Smittetilfældet på Nordstjernen Skoleafdeling er et af kun meget få tilfælde i kommunen. Senest talt op tirsdag har der kun været fire smittetilfælde over syv dage i kommunen svarende til 6,7 pr. 100.000 indbyggere.

En lignende udvikling gør sig gældende i det øvrige Nordjylland, omend Hjørring og Aalborg Kommuner akkurat ligger på over 10 smittede pr. 100.000 indbyggere over seneste uge.

Trods de lave smittetal er hjemsendelserne i Frederikshavn dog ikke det eneste coronaproblem i regionen. Onsdag blev det således også meddelt, at man endnu engang har fundet coronasmitte blandt mink på en minkfarm i Nordjylland. Det er ikke nærmere oplyst i hvilken kommune.

Det er det femte minkopdræt i regionen, der har fået konstateret smitte indenfor de seneste måneder.

De første tilfælde af smittede mink kom i forlængelse af det store smitteudbrud i Hjørring Kommune, som opstod tidligt på sommeren med udspring på plejehjemmet i Sindal.