Nyt kort: Vestegnskommune har overhalet Aarhus som landets coronacentrum
De nyeste tal fra Statens Serum Institut viser, hvordan epidemien fordeler sig geografisk i Danmark.
Under coronakrisens første bølge herhjemme var kommunerne på den københavnske vestegn i en periode blandt de hårdest ramte af virussen per indbygger.
Og i den seneste uge har en vestegnskommune overtaget pladsen som den kommune, hvor der er fundet flest covid-19-positive per 100.000 indbyggere. Rødovre Kommune har i de seneste syv dage haft 39,4 tilfælde per 100.000 borgere mod Aarhus Kommunes 29,4 tilfælde, viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.
I slutningen af juli var der over 100 nye smittede per 100.000 indbyggere i Aarhus, men det tal er i de seneste uger - formentlig godt hjulpet på vej af tiltag som hjemmearbejde, maskepåbud og omfattende test og smitteopsporing - altså faldet markant.
Også i Ringsted har man efter det store udbrud på Danish Crown-slagteriet fået helt styr på virussen og har nu kun 2,9 smittede borgere per 100.000.
Flere kommuner, bl.a Odder, Bornholm, Nordfyn og Fredensborg, har registreret et rundt nul hvad angår coronasmittede i den seneste uge, og noget tyder på, at epidemien igen er på tilbagetog herhjemme.
Sundhedsminister Magnus Heunicke skriver tirsdag eftermiddag på Twitter, at kontakttallet - altså hvor mange én coronasmittet person i gennemsnittet smitter videre til - er faldet til 0,8 i Danmark.
Du kan finde de seneste tal for alle danske kommuner på kortet herunder. Tallene dækker perioden 18.-25. august: