Rekordmange børn spænder hjelmen på vej til skole
Nye tal viser, at gennemsnitligt 78 prct. af alle skolebørn bruger cykelhjelm på vej til skole, hvilket er mere end en fordobling siden 2004. Antallet af hovedskader blandt skolebørn, som styrter i trafikken, er faldet i samme periode.
Cykelhjelmen har fået en mere central plads i skolebørns garderobe. I 2019 brugte gennemsnitligt 78 pct. af alle skolebørn cykelhjelm på vej til skole. Det er mere end en fordobling siden 2004, hvor tallet var nede på 33 pct. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafiks årlige cykelhjelmstælling. Udviklingen skyldes ifølge Rosa Nissen, projektleder ved Rådet for Sikker Trafik, at folk har fået øjnene op for, hvilken effekt hjelmen har, når man styrter på cykel.
»Da cykelhjelmen blev introduceret, var der ikke så mange, der kendte til dens potentiale, men folk har fået øjnene op for, hvor afgørende den er, når uheldet er ude i trafikken,« siger Rosa Nissen.
I takt med, at cykelhjelmen er steget i popularitet, er der over de seneste år sket et fald i antallet af hovedskader blandt skolebørn, som styrter i trafikken. Tal fra Vejdirektoratet viser, at hovedskaderne udgjorde 38 pct. af alle cykelskader blandt skolebørn i 2004, men i 2019 er tallet faldet til 14 pct.
Særligt de helt unge skolebørn fra 6-9 år går forrest med det gode eksempel. Her er det i gennemsnit 94 pct. af alle børnene, som husker hjelmen, mens tallet ligger på 55 pct. blandt de unge over 12 år. Ifølge Rosa Nissen er det derfor nødvendigt at sætte ekstra ind overfor teenagerne i alderen 13 til 16 år.
»De unge har ikke samme fokus på sikkerhed, og forældrene har typisk ikke styr på børnene på samme måde, fordi man ikke længere er med, når de cykler i skole. Det er derfor vigtigt, at man er ekstra opmærksom på at minde dem om, hvor vigtigt det er at huske hjelmen,« siger Rosa Nissen og peger ligeledes på, at det gennemsnitlige antal af voksne cyklister, som bruger hjelm i trafikken, ligger på omkring 48 pct., hvilket kan have indflydelse på de unge:
»Hvis man ikke selv husker hjelmen, kan det være svært at overbevise en teenager om, at de skal bruge den, så det er også et sted, man som forælder kan sætte ind,« siger Rosa Nissen.
Programchef i Tryg Fonden, René Højer, peger ligeledes på et behov for at sætte ind overfor de unge i trafikken.
»Når vi ser på ulykkestallene, er der markant flere teenagere, der kommer til skade i trafikken sammenlignet med de yngste skolebørn. Teenagerne færdes mere på egen hånd og tager nok også flere risici i trafikken end de yngre. For at passe på dem er det vigtigt, at endnu flere af dem begynder at bruge en cykelhjelm. Og der spiller forældrene stadig en vigtig rolle,« lyder det fra René Højer i en pressemeddelelse på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.