Politiaktion ved Vejle: Mand skød sig selv efter biljagt
Skærup rasteplads ved motorvej E45 syd for Vejle er fredag morgen spærret.
Rasteplads Skærup syd for Vejle har fredag morgen været spærret for al trafik på grund af en større politiefterforskning.
Ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er der tale om, at en bilist er død efter en politijagt natten til fredag.
»Føreren af bilen, en 31-årig mand, kørte efter en længere eftersættelse ind på en rasteplads ved Skærup og skød sig selv. Han er afgået ved døden,« oplyser politiklagemyndigheden.
Ekstra Bladet og B.T. talte tidligere fredag morgen med Sydøstjyllands Politi, som dog ikke kan give nærmere detaljer om omstændighederne.
»Vi må henvise til Den Uafhængige Politiklagemyndighed,« sagdevagtchef Halfdan Kramer ifølge Ekstra Bladet.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) efterforsker blandt andet situationer, hvor personer kommer til skade i politiets varetægt, klager over politiet eller på grund af politiets adfærd. Det kan være situationer, hvor politiet har affyret skud.
DUP fik besked fra Sydøstjyllands Politi kl. 03:45 natten til fredag. Man har på den baggrund indledt en undersøgelse af hændelsen, men har ikke flere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.
»Når efterforskningen i sagen er tilendebragt, sender Politiklagemyndigheden sagen samt en redegørelse til statsadvokaten, som træffer afgørelse i sagen,« oplyser DUP i en pressemeddelelse.
Den 31-åriges pårørende er underrettet.