Fortsæt til indhold
Indland

Tåge, torden og skybrud: Nyt uvejr rammer landet fredag

DMI har advaret om store lokale nedbørsmængder fredag.

Danskerne kan fredag se frem til en vejrmæssig blandet oplevelse.

Dagen er begyndt med et varsel om tæt tåge over det meste af landet tidligt fredag morgen, hvilket kan give udfordringer for morgentrafikken. Samtidig har DMI udsendt et varsel om tordenvejr og kraftig regn.

Der er tale om byger, som lokalt kan blive meget kraftige, lyder beskeden fredag morgen fra meteorolog Mette Tilgaard Zhang.

»Det er dog usikkert, hvor kraftige de vil være, men fordi luften er meget fugtig, har vi et varsel og en risikomelding ude om skybrud og torden. Der kan forventes store lokale variationer i nedbørmængderne,« skriver hun i sit varsel.

Fordi bygerne er så uforudsigelige er det svært for meteorologerne at spå om, hvor eventuelle skybrud præcis kan ramme. Jylland og Fyn kan dog generelt set se frem til mest nedbør i formiddagstimerne, mens sjællænderne kan forvente de største mængder regn fra sidst på formiddagen og frem til fredag aften.

Skybrud betyder, at falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, og det kan give pludselige oversvømmelser på de steder, hvor bygerne rammer.

Det kraftigste skybrud i fire år ramte onsdag det nordlige Sjælland med skybrud 12 forskellige steder. Fire af stederne blev der målt et dobbelt skybrud, mens der ved Allerød og Kokkedal næsten var tale om tredobbelt skybrud med henholdsvis 40,4 og 42,2 millimeter regn på en halv time.

De kraftige byger bliver dannet, fordi luften er særdeles varm og fugtig. Fredag har DMI meldt om temperaturer mellem 20 og 28 grader, og visse steder vil solen også vise sig mellem bygerne.

I weekenden er der meldt om køligere vejr, som samtidig kan være med byger og blæst. Dagtemperaturerne falder til mellem 15 og 23 grader lørdag og søndag, og vinden tiltager.

Artiklens emner
Vejret
DMI