Spejderleder blev sigtet for blufærdighedskrænkelse, men kunne arbejde med børn i syv måneder, før han blev suspenderet
I syv måneder var en spejderleder sigtet for blufærdighedskrænkelse mod en 13-årig pige, uden at spejderforeningen fik besked. Torsdag blev han idømt 14 dages ubetinget fængsel.
14 dages ubetinget fængsel. Det var, hvad det kom til at koste for en nu tidligere spejderleder, at han sendte billeder og videoer af seksuel karakter til en dengang 13-årig spejderpige.
Den 38-årige mand blev torsdag dømt ved Retten i Holbæk, som også frakendte ham rettigheden til at virke som spejderleder de næste to år. Men forud for dommen gik mere end et år, hvor manden i lang tid kunne fortsætte sit arbejde som spejderleder.
Sagen indledtes, da pigens mor ifølge mediet Nordvestnyt gik til politiet i januar 2019, og anmeldte manden for at have sendt datteren pornografisk materiale. I april samme år blev han sigtet for blufærdighedskrænkelse, men spejderforeningen blev aldrig informeret.
For da moderen i første omgang gik til politiet, blev hun ifølge Nordvestnyt bedt om at holde oplysningerne for sig selv, da det er anklagemyndighedens opgave at informere spejderforeningen. Men syv måneder efter, at der var rejst sigtelse, var det stadig ikke sket, og moderen henvendte sig derfor til foreningen, som suspenderede manden. Det risikerer hun en sigtelse for ærekrænkelse for.
At der skulle gå månedsvis fra sigtelsen, til spejderforeningen blev informeret, kalder generalsekretær i Dansk Spejderkorps Morten Gade »meget lidt tilfredsstillende«.
»Vi kunne godt tænke os, at der var en fast proces hos politiet, hvor vi blev orienteret, når der er en sådan sag, så det ikke beror på en stærk mor, en anden spejderleder, som bliver opmærksom på det, eller en vaks politibetjent. Det er heldigvis vores oplevelse, at vi for det meste får noget at vide, men jeg tror, at det vil være i alles interesse med en fast proces – ikke mindst i børnenes interesse,« siger han.
Ifølge Morten Gade er denne type sager sjældne.
»Men det er en udfordring, at det beror på individer og ikke processer, om vi får noget at vide,« understreger han.
Vil beskytte børnene
Generalsekretæren medgiver, at det kan være en udfordring for den enkeltes retssikkerhed:
»I sådanne sager suspenderer vi vedkommende med det samme for at beskytte børnene og andre implicerede - man har jo ikke et retskrav på at være spejderleder - og så behandler vi det med ekstrem fortrolighed. Vi vil også gerne beskytte vores ledere, for vi lever i et retssamfund, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Samtidig vil vi gerne sikre, at vi ikke får flere af de frygtelige sager, som man nogle gange hører om i medierne.«
Morten Gade mener generelt, at foreningslivet bør blive informeret, så snart politiet er involveret og vurderer, at der er grundlag for en sigtelse.
»Hellere suspendere én for meget end én for lidt. Det vigtigste er at passe på børnene,« lyder det.
Kommunikationsrådgiver ved Midt-og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard forklarer til Nordvestnyt, at man foretager en konkret vurdering i hver sag.
»Når vi får sådanne anmeldelser, vurderer vi grovheden af den konkrete anmeldelse: Hvor stort er omfanget? Er der risiko for fortsat forbrydelse? Er der grundlag for varetægtsfængsling? Det er nogle af de faktorer, vi går ind og kigger på i samarbejde med en jurist,« forklarer han.
Den nu dømte har ifølge anklager Thomas Rasmussen nægtet sig skyldig og påstået, at han er blevet hacket. Han har udbedt sig betænkningstid for at vurdere, om han vil anke dommen.