Fortsæt til indhold
Indland

Politikredse får snart nye kameraer til brug i offentligt rum

De første 50 af 300 såkaldte tryghedskameraer er på vej ud til politikredsene. København får 14 af de 50.

/ritzau/

Som en del af et politisk udspil er 50 kameraer på vej til at blive fordelt mellem landets politikredse.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Kameraerne skal være med til at styrke politiets muligheder for at forebygge og efterforske kriminalitet i det offentlige rum.

De 50 kameraer er en del af et udspil, som regeringen fremlagde sidste år. I alt skal der sættes 300 kameraer op rundt om i landet over de kommende år.

- Danskernes tryghed er en kerneprioritet for regeringen, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i pressemeddelelsen.

- Jeg er glad for, at vi nu er klar til at installere de første af en stribe kameraer rundt i landet, såkaldte tryghedskameraer, hvor politiet vurderer, at der er særligt behov.

- For vi skal gøre, hvad vi kan for at sætte ind mod vold og adfærd, der skaber utryghed i det offentlige rum, siger ministeren.

I første fordelingsrunde får politikredsen i København tildelt flest kameraer. Ud af de 50 kameraer går 14 således til København.

Derudover går 12 til Østjylland, 11 til Syd- og Sønderjylland, 7 til Fyn og 6 til Midt- og Vestsjælland.

Kameraerne er blevet fordelt af Rigspolitiet på baggrund af kredsenes egne politifaglige vurderinger. Det oplyser Allan Holm, chef ved Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter.

- Det betyder, at de kommer til at hænge på steder, hvor der på grund af kriminalitet eller utryghedsskabende adfærd er et særligt behov.

- Vi håber, at kameraerne vil have en præventiv og tryghedsskabende effekt i områder, hvor vi ser meget kriminalitet eller uro, og så vil de selvfølgelig forbedre politiets efterforskningsmuligheder, når der er blevet begået kriminalitet, siger Allan Holm i pressemeddelelsen.

Rigspolitiet er i øjeblikket i gang med fordelingen af de næste 100 kameraer, som skal sættes op i 2021.

De fleste politikredse råder allerede over en række kameraer til det offentlige rum. De blev tildelt som en del af finansloven i 2018 og 2019.